Vold i nære relationer findes også i Fredericia. Bag almindelige husmure, i helt almindelige familier. Det kan være fysisk vold, psykisk vold, økonomisk kontrol eller digital overvågning. Fælles for det hele er, at det ødelægger liv – og at alt for mange stadig står alene med det.
Jeg har i flere år arbejdet for, at Fredericia skal tage volden alvorligt. Sammen med Kirstine Holst satte jeg i 2021 gang i arbejdet for, at kommunen skulle leve op til Istanbulkonventionen – Europarådets aftale om at bekæmpe vold mod kvinder og vold i hjemmet. Det resulterede i, at vi fik en samlet strategi mod vold. Det var et vigtigt skridt, men arbejdet er langt fra færdigt.
Alt for mange voldsramte kvinder og børn oplever stadig at blive kastet rundt i systemet uden reel hjælp. De får skiftende sagsbehandlere, manglende koordinering og bliver mødt af uvidenhed, når de endelig rækker ud efter hjælp. Det må vi som kommune tage ansvar for at ændre.
Vold i hjemmet er ikke en privatsag – det er et samfundsproblem. Og det er en kommunal opgave at sikre, at ingen skal leve i frygt for den, de elsker.
Derfor skal vi sikre:
gratis, anonym rådgivning for voldsramte og deres børn,
bedre uddannelse af fagpersoner, så de ved, hvad de skal se efter og hvordan de handler,
og tæt samarbejde mellem kommune, politi, krisecenter og civilsamfund, så ingen falder mellem stolene.
Vi må ikke nøjes med flotte ord og strategier. Vi skal kunne se, at færre bliver udsat for vold – og at dem, der rammes, får den hjælp, de har brug for.
Vold handler om magt og ulighed. Og kampen mod vold handler om frihed, tryghed og respekt for menneskeliv. Det skylder vi hinanden – og de børn, der vokser op midt i det.
