SPORT. Kolding IF må tage afsked med en af sine unge profiler. Den 21-årige midtbanespiller Villads Westh skifter med øjeblikkelig virkning til Silkeborg IF, efter at klubberne er blevet enige om en transfer.

Westh kom til Kolding i januar 2024 fra Randers’ ungdomsafdeling. Siden da har han udviklet sig markant og spillet sig ind som en vigtig del af holdet. Det er blevet til 58 optrædener i den hvide trøje, inden skiftet til Silkeborg nu bliver en realitet.

Hos Kolding IF er der stor tilfredshed med den rejse, Westh har været igennem i klubben. Head of Football, Niklas Nürnberg, siger: »Vi har været rigtig glade for at se den udvikling Villads har taget i klubben, fra da han kom til og var meget grøn og uprøvet på seniorniveau, til at have udviklet sig til en moden spiller, en der bragte et stort engagement og som har løst mange forskellige taktiske roller og opgaver. Med en masse kvalitet tilført og en stor konkurrence på positioner på den centrale midtbane, er tiden til at sende Villads videre rigtig god, og vi ser frem til at følge hans udvikling.«

Villads Westh selv sender en varm tak til klubben og omgivelserne. »Jeg vil gerne takke alle spillere, holdledere, stab og fans for at have gjort min tid i Kolding til noget jeg aldrig vil glemme. Jeg har haft det utrolig godt i klubben og det er jeg meget taknemmelig for. Det er et fantastisk sted at være, og jeg har mødt mennesker, der har taget imod mig med åbne arme og budt mig velkommen fra dag ét. Af hjertet tak til Kolding for den tid jeg har haft hos jer,« siger han.

Kolding IF takker samtidig Villads Westh for indsatsen og ønsker ham alt det bedste i Silkeborg IF.