POLITIK. Ældrerådet i Kolding Kommune søger lige nu kandidater, som har lyst til at præge fremtidens seniorliv. Valget finder sted i oktober 2025, og fristen for at melde sit kandidatur er den 27. august klokken 12.00.
Ældrerådet fungerer som det direkte talerør for borgere over 60 år og sikrer, at seniorernes stemme bliver hørt, når Byrådet træffer beslutninger, der vedrører dem.
Rådet bliver hørt i en lang række vigtige sager, eksempelvis hjemmepleje, plejehjem, ældreboliger, transportmuligheder og brugen af velfærdsteknologi. Dermed får medlemmerne en unik mulighed for direkte at påvirke udviklingen af kommunens tilbud og service til seniorerne.
Alle borgere, som senest den 27. oktober 2025 er fyldt 60 år og bor i Kolding Kommune, kan stille op og deltage i valget.
Arbejdet som medlem af Ældrerådet består blandt andet af mødedeltagelse, læsning af materiale, udarbejdelse af forslag og høringssvar samt dialog med politikere, embedsmænd og andre borgere. Ældrerådets medlemmer får stillet en kommunal iPad og mailadresse til rådighed, og der gives godtgørelse for udgifter til kørsel, tabt arbejdsfortjeneste og diæter.
Ældrerådets medlemmer vælges for fire år ad gangen, men man kan vælge at træde ud inden perioden udløber, hvorefter en suppleant overtager pladsen.
Hvis du vil vide mere om, hvordan du stiller op til Ældrerådet, kan du læse nærmere på kommunens hjemmeside: kolding.dk/politik/aeldreraadsvalg.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte valgsekretariatet ved Brian Vad på telefon 40 35 55 52 eller mail brva@kolding.dk. Du kan også kontakte et af de nuværende medlemmer af Ældrerådet.
Så hvis du har engagement, lyst og interesse i at gøre en forskel for ældres vilkår, har du nu chancen for at sætte dit præg på fremtidens seniorliv i Kolding.