OPINION. Støtter vi egentlig de lokale politikere? Fredericia vil gerne have sine egne i Folketinget. Alligevel står vi endnu en gang tilbage uden en eneste fredericiansk stemme på Christiansborg efter folketingsvalget den 24. marts. Det er ikke fordi, kandidaterne var svage. Det er heller ikke fordi, vælgerne er ligeglade. Problemet simpelt og ubekvemt. Vi stemmer ikke personligt på dem.

Ser man på tallene, er der faktisk noget at bygge på. Christian Jørgensen fik 498 personlige stemmer. Helene Lykke gik frem til 351. Karsten Byrgesen landede på 556. Sune Nørgaard Jakobsen på 531. Det er ikke dårlige resultater. Men de er ikke i nærheden af det niveau, der skal til for at bryde igennem i en storkreds som Sydjylland.

Ved kommunalvalg stemmer vi lokalt. Vi stemmer på dem, vi møder i byen, ser i debatmøder og måske har drukket en kop kaffe med. Ved folketingsvalg ændrer logikken sig. Her konkurrerer kandidaterne ikke kun i Fredericia, men i hele Sydjyllands Storkreds. Her er det ikke nok at være kendt i byen – man skal være synlig i hele regionen.

Samtidig stemmer mange vælgere strategisk. De vælger ikke nødvendigvis den lokale kandidat, de bedst kan lide, men den de vurderer har størst chance for at blive valgt. Det er rationelt. Men det har en konsekvens: Den lokale kandidat bliver valgt fra – til fordel for den kendte, den mediestærke eller den, der står stærkere på listen.

I praksis prioriterer partierne deres profiler. Landsmedierne følger trop. Lokalpressen kan ikke løfte opgaven alene. Resultatet er forudsigeligt: Kandidaterne er synlige i Fredericia – og næsten usynlige udenfor. Den store fisk i Fredericia bliver en lille fisk i storkredsen.

Hvis Fredericia vil have egne kandidater valgt til Folketinget, kræver det mere end lokal opbakning og gode intentioner. Det kræver kandidater med en tydelig profil, synlighed langt ud over kommunegrænsen – og partier, der tør satse på dem.

Vi vil gerne have lokale i Folketinget. Vi mener det sikkert også. Vi stemmer bare ikke på dem. Det er benhård politisk matematik – og lige nu går regnestykket ikke op for Fredericia.