Foto: AVISEN

POLITIK. Misbrugsområdet trænger til nye øjne og nytænkning. Det mener Sune Nørgaard Jakobsen, der både er folketingskandidat og misbrugsbehandler, og som ønsker at sætte misbrugsområdet højt på dagsordenen.

»Jeg synes generelt, at det er interessant at se på misbrugsområdet med nye øjne, og se hvordan vi kan løfte det, fordi området har været udsat for massiv besparelse gennem de seneste år,« siger Sune Nørgaard Jakobsen og fortsætter:

»Hvis vi lader stå til, bliver regningen dyr på den lange bane. Hvis vi derimod gør noget nyt, gennemgribende og dokumenteret, sparer vi penge på sigt. Samtidig er der en vigtig gulerod ved, at nogle mennesker får deres livskvalitet tilbage.«

Ambulant behandling er en økonomisk nødløsning

Ifølge Sune Nørgaard Jakobsen er økonomien en af de største udfordringer i den nuværende misbrugsbehandling. Kommunerne vælger ofte ambulante løsninger frem for døgnbehandling på grund af økonomiske begrænsninger.

»Den største udfordring er vel økonomisk. Mange mennesker kommer ikke i døgnbehandling, fordi misbrugscentrene og kommunerne skal spare penge. I stedet vælger man ambulante samtaler én til to gange om ugen,« siger han.

Han advarer om, at den ambulante løsning kan føre til, at man parkerer en gruppe mennesker – især unge – uden reelt at hjælpe dem ud af misbruget.

Nye præparater kan vise vejen frem

Sune Nørgaard Jakobsen deltog for nylig i et møde med repræsentanter fra medicinalindustrien, hvor muligheden for at inddrage nye præparater i misbrugsbehandlingen blev drøftet. Han kender allerede til disse behandlinger fra sit professionelle arbejde som misbrugsbehandler.

»Jeg kender godt til det præparat, som jeg ser som en del af fremtiden, af den nye, moderne tilgang til behandling. Men arrangementet var jo også vigtigt, fordi flere af mine partikolleger fik et bedre indblik i situationen på misbrugsområdet, og hvad vi rent faktisk kan gøre anderledes,« siger han.

Politisk kamp for et styrket misbrugsområde

Sune Nørgaard Jakobsen har klare ambitioner om at styrke misbrugsområdet – både lokalt og nationalt. Han ser det som en politisk opgave at sikre bedre vilkårene for mennesker med misbrugsproblemer.

»Jeg kommer til at blæse til kamp for socialområdet, og et af de helt centrale områder for mig er misbrugsområdet. Med min personlige erfaring, faglige indsigt og politiske overbevisning håber jeg at være med til at løfte og styrke området, ikke alene lokalt i Fredericia, men forhåbentlig også på landsplan,« siger Sune Nørgaard Jakobsen.