Vores by har siden begyndelsen af dette årti været underdrejet. Det startede med, at byens perle, Fredericia Teater, gik konkurs, mens kreditorerne blev efterladt med håret i postkassen. Herefter fulgte tumulten med borgmestersagen, som ødelagde mange års hårdt arbejde med at opbygge Fredericia som et brand og en by i fremgang. Nedgørelsen af Bjerregaards indsats var massiv, og den kom fra den inderste kerne af hans partifæller, der dolkede løs til højre og venstre i deres iver efter at sikre egne ambitioner. Det blev en dyr fornøjelse for skatteborgerne.
Amatørpolitik kunne være en passende beskrivelse af forløbet. Jeg stillede som bekendt selv op i politik i 2023-2024, og det blev en kort og grufuld oplevelse med kildesvindlere (TV Syd og Fredericia Dagblad), løgn og had rettet mod Fredericia, fremført af mennesker, der samtidig påstod at ønske byen det bedste. Lettelsen var stor, da jeg endelig kunne slippe fri af det skrækindjagende univers, der havde indhyllet byen i en tåge af nedgørelse og amatørisme – en tåge, som man for alt i verden ikke ønskede skulle komme frem i lyset.
Mange gode mennesker i Socialdemokratiet ønskede en anden kurs, men den kom, som vi ved, aldrig. Karaktermorderne havde fat i den lange ende, og man festede hos konkurrenten, da de billige løgnhistorier havde gjort deres for at bilde folk ind en masse usandheder. Men løgn er fortsat løgn, og før eller senere vil virkeligheden dukke op.
Dårlig ledelse, tomme gader, falliterede projekter, skandaler og manglende initiativ – alt sammen tegn på et system, der ikke længere kunne leve op til befolkningens behov. Kulminationen kom, da den herskende klasse mistede deres politiske flertal, og en ny virkelighed trådte frem. Arrogancen blandt de ledende kommunalmedarbejdere blev revet ned med en kniv, der blev holdt i fællesskab af Enhedslisten, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Byrgesen og Venstre. Der er stadig et ekko på rådhuset af “er der nogen?”, mens katastrofens omfang endnu ikke er gået op for de ansvarlige, der nu må se frem til vælgernes dom i 2025.
Mange af de borgerlige politikere har udviklet sig siden sidste byrådsvalg. Peder Tind og Tommy Rachlitz Nielsen har vist sig villige til at påtage sig ansvaret for Fredericia, og de personlige uoverensstemmelser blev lagt til side, mens de ihærdigt arbejdede på at inddrage SF og Enhedslisten i et nyt samarbejdsklima, der står i kontrast til Socialdemokraternes “del og hersk”-strategi. Det er bemærkelsesværdigt, at en sådan fornyelse skal komme fra så forskellige parter, men det understreger både omfanget og karakteren af de udfordringer, vi står overfor.
En hård klike i Socialdemokratiets byrådsgruppe har sat Fredericia fuldstændig i stå. De har ødelagt partiets brede appel, den gode stemning internt og, frem for alt, gjort det uspiseligt for folk udefra at engagere sig, da de må frygte for de personlige konsekvenser ved at stille op i politik. Som komiske Ali påstår enkelte socialdemokrater, at alt er godt og partiet i balance, men virkeligheden er en helt anden.
Jeg modtager stadig beskeder fra velkvalificerede borgere, der på trods af deres kompetencer ikke ønsker at stille op i politik. Disse henvendelser kommer fra folk med baggrund i mange forskellige partier og peger på en bekymrende tendens: At det politiske klima i Fredericia afholder dygtige kandidater fra at træde ind på den politiske scene. Det er konsekvensen af den vulgære og løgnagtige behandling af sandheden, som blev udført i samarbejde med Fredericia Dagblad (ejet af milliardkoncernen JFM, der har opkøbt den ene konkurstruede avis efter den anden, finansieret af danske skatteborgere via kommunekasserne og Christiansborg). Hvis nogen havde snydt, måtte det nødvendigvis være dem med beslutningskraft og magt, der alene bar ansvaret.
Sært nok var dette ikke noget, man ønskede at behandle som et enkelt spørgsmål. Det afslørede tydeligt, at man udmærket var klar over, hvor udsøgt og latterlig kildeforfalskningen var. Uanset om man manipulerede 100 eksperter, kunne virkeligheden ikke ændres—kun måden, man forsøgte at fremstille den på.
Tilbage står Fredericia med en ny kurs foran sig. Det nye flertal er gået i tænkeboks og forbereder sig på 2025, der tegner til at blive et afgørende valgår. De ved, at den tidligere herskende klasse er i krise og har mistet forbindelsen til borgerne i Fredericia, som stadig ikke ved, hvem de skal stemme på. De mange tvivlende stemmer skal vindes—men spørgsmålet er hvordan?
Det nye flertal skal samtidig holde styr på sine egne interne udfordringer, hvor løbende soloudmeldninger presser det nye flertal. Men det, de skabte i Sundhedshuset, var en ny vej for Fredericia, hvor et bredt flertal gjorde det, som politikere skal: De tog styringen og talte sammen.
Derfor bliver valget i 2025 interessant på flere parametre – vil der endelig ske en ændring? Denne tilgang truer ikke blot borgernes tillid, men også udviklingen af byens identitet.
Det positive ved, at det nye flertal har fået Enhedslisten ombord, er, at de nu sidder med nøglen til en ny kurs for Fredericia. Det indebærer både et krav om at løfte de svageste grupper og en accept af de borgerlige politikeres flertal samt erhvervslivets interesser. Kombinationen af disse perspektiver kan skabe troen på et bredere og mere inkluderende Fredericia, hvor man gør op med hundrede års socialdemokratisk beton-teknokrati.
Et teknokrati, der har gjort det vanskeligt for mange ledere i kommunen at skelne mellem deres partiloyalitet og professionelle ansvar. Det har samtidig skabt en kultur, hvor man frygtede “folk udefra,” som potentielt kunne afsløre uønskede sandheder og bringe skjulte forhold frem i lyset – forhold, man ikke ønskede, at offentligheden skulle beskæftige sig med.
