BUSINESS. Sikkerhedskoncernen Verisure har slået dørene op til en ny afdeling på Langelandsvej 12 i Middelfart. Afdelingen bliver base for virksomhedens arbejde i hele Syddanmark og skal huse omkring 40 medarbejdere.

»Kort og langt er det, at vi har hovedbasen i Glostrup, men som virksomhed dækker vi hele landet med nysalg af alarmer. Det betyder, at vi har en række satellitkontorer rundt omkring i landet, som vi benytter til vores kørende sælgere, for at de har en base. Og nu har vi skrevet under på et lejemål i Middelfart på Langelandsvej, hvor vi samler to distrikter under ét tag. Det kommer til at rumme cirka 40 medarbejdere,« fortæller Mikkel Øvlesen, regionchef i Verisure.

Det er ikke hver dag, virksomheden åbner nye kontorer, og derfor markerer Verisure begivenheden med reception, online kampagner og radiospots. »Det er i virkeligheden ikke så tit, vi åbner nye satellitkontorer, så for at gøre opmærksom på, at vi er kommet til området, har vi valgt at sætte et fokus på det. Der er selvfølgelig en kommerciel del i det, men det handler også om medarbejderbranding. Nu når vi er kommet til området, vil vi rigtig gerne have nogle dygtige nye ansatte, der bor i området,« siger han.

Kørende sælgere med base i Middelfart

Arbejdet i Middelfart bliver båret af Verisures sikkerhedskonsulenter, der er kørende sælgere. »Det vi ansætter, er det, vi kalder sikkerhedskonsulenter. De har en firmabil og har deres værktøjer med i bilen, så de kan købe og sælge de produkter, de har. Men vi har brug for at hjælpe dem og støtte dem, og derfor har vi kontorer som baser. I Middelfart bliver der tilknyttet to distriktschefer, fordi vi dækker to områder,« siger Mikkel Øvlesen.

De to distrikter omfatter hele Fyn samt området ned mod Sønderborg og over mod Esbjerg. Det betyder, at kontoret i Middelfart dækker et bredt geografisk område og bliver en central brik i Verisures arbejde i Syddanmark.

Samtidig bliver kontoret ikke kun for de kørende medarbejdere. »Distriktscheferne har fast hverdag på kontoret, og sælgerne kommer minimum én til to gange om ugen til interne møder. Resten af tiden er de selvfølgelig ude i deres biler,« forklarer han.

Reception og lokal forankring

Fredag markerer Verisure officielt åbningen med reception på Langelandsvej, hvor både medarbejdere og gæster er inviteret. »Vi vil gerne gøre det til en festlig dag. Vores HR-direktør og folk fra hovedkontoret kommer forbi, og vi håber, at nogle fra Middelfart også har lyst til at kigge ind, få en kage og en sodavand og sige hej. Det er vigtigt for os, at vores nuværende medarbejdere mærker, at det er en ny og spændende start, og at vi samtidig bliver budt velkommen af lokalområdet,« siger Mikkel Øvlesen.

Han understreger, at åbningen i Middelfart er mere end blot en ny adresse. Det er et signal om, at Verisure ønsker at investere i og blive en aktiv del af Syddanmark. »Det er en arbejdsplads, der ikke kun flytter folk ind fra andre distrikter, men også tilfører nye kræfter. Det er en base, som vi håber kan blive attraktiv for både medarbejdere og kunder,« siger han.