Kolding Kommunes ældre skal selv bestemme, om det skal være en robot eller en hjemmehjælper, der tager sig af støvsugningen. Det mener Venstre, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, som nu fremsætter et fælles forslag i byrådet om at give de ældre valgfriheden tilbage – og mulighed for at få pengene retur for deres robotstøvsuger.

Forslaget kommer i kølvandet på de tre partiers fælles opråb om at sikre de ældre retten til menneskelig hjælp i hjemmeplejen. Med den nye ældrelov, der understreger borgernes frie valg, mener partierne, at teknologiske løsninger som robotstøvsugere kun må bruges, hvis borgeren selv ønsker det – og ikke som en fast standard.

»Vi har sagt det før, og vi gentager det nu med et konkret initiativ. Det frie valg skal være fundamentet i vores ældrepleje. Hvis en borger har købt en robotstøvsuger, men nu ønsker menneskelig hjælp, skal kommunen tage ansvar og tilbyde at købe robotten tilbage. Det handler om respekt og værdighed – og om at følge intentionerne i den nye ældrelov,« siger Jakob Ville, borgmesterkandidat for Venstre.

Hos Dansk Folkeparti bakker man fuldt op om initiativet.
»De ældre skal ikke tvinges til at have en robotstøvsuger. De skal igen have mulighed for at få hjemmehjælp, og de der allerede har købt en robotstøvsuger, skal af Kolding Kommune have tilbud om, at vi køber den af dem. Værdighed og frit valg hænger nøje sammen, og det er jeg meget glad for, at vi tre partier nu kan enes om,« siger Søren Rasmussen, spidskandidat for Dansk Folkeparti.

Også Danmarksdemokraterne ser forslaget som et nødvendigt skridt mod en mere menneskelig ældrepleje.
»Vi skal styrke den menneskelige omsorg – ikke erstatte den. Med dette forslag sender vi et klart signal: Teknologi må aldrig stå i vejen for nærvær og kvalitet i hjemmeplejen. Tilbagekøbet er en naturlig konsekvens af den nye lovgivning og vores fælles værdier,« siger Lars Rosenberg Grodt-Andersen, spidskandidat for Danmarksdemokraterne.

De tre partier foreslår konkret,

  • at Kolding Kommune igen gør det muligt at blive visiteret til støvsugning udført af hjemmeplejen,
  • og at robotstøvsugere kun bruges, hvis borgeren aktivt vælger det.

Samtidig ønsker partierne, at kommunen tilbyder at købe robotstøvsugere tilbage fra de ældre, der ønsker at vende tilbage til menneskelig hjælp – som et led i at sikre, at den nye ældrelov også efterleves i praksis.