Enhedslisten i Fredericia taler varmt om unge, trivsel og grønne visioner – men når pladserne i byrådet skal fordeles, ender magten planlagt hos partiets ældste medlemmer. Det er en gammelkommunistisk refleks: ungdommen bruges til kampagnen, mens fortiden får stolen.

Der er dygtige unge kræfter hos Enhedslisten. 20-årige Naja Frederiksen er et stærkt eksempel: aktiv i RGU, arbejder på plejehjem, er engageret i klimakamp og deltager i debatter om unges trivsel. Hun er præcis den slags unge stemme, Fredericia har brug for.

Det ændrer ikke på grundproblemet: Enhedslisten bruger en kandidatmodel, hvor partiet selv fastlægger rækkefølgen. Det betyder, at unge kan samle stemmer – og alligevel blive overhalet af ældre kandidater med et markant lavere stemmetal. Partilisten før vælgerne er manglenende respekt for vælgernes personlige stemmer.

Når man lytter til Enhedslistens politik, bliver mønsteret tydeligere. Ønskesedlen er så lang, at selv julemanden ville overarbejde:

• Dækningsafgift tilbage på erhvervslivet

• Minimumsnormeringer i alle åbningstimer

• +50 mio. til folkeskolen

• Gratis busser, gratis mad, flere tilbud, flere medarbejdere

• Flere fristeder, flere planer, flere handleplaner

Det meste lyder sympatisk, men intet af det er gratis. Når et parti lover alt til alle, uden økonomisk realitetssans, bliver politik til ønsketænkning.

Det er følelsesforurening: En konstant tåge af forventninger, indignation og dårlig samvittighed, hvor alt kan løses – indtil virkeligheden banker på, så er det pludselig systemets skyld,medarbejdernes skyld eller økonomiens skyld. Det giver stress, afmagt og frustration. Hos borgere. Hos ansatte. Ja, hos de unge selv.

Unge – uanset parti – fortjener at blive taget seriøst. Ikke som PR-ansigt, men som politiske aktører med reel indflydelse. Hvis Enhedslisten virkelig mener, at ungdommens stemme er vigtig, så må man:

• Respektere vælgernes personlige stemmer

• Give de unge pladser, ikke bare mikrofoner

• Og turde sige højt, hvad politik koster

Fredericia har brug for unge kræfter som Naja. Men vi har også brug for voksne, der tør sige: Det er bedre med færre løfter, der holder – end 25 krav, der vælter, når budgettet rammer virkeligheden.

Jeg er liberal og realist fra den verden hvor pengene tjenes. Jeg tror på unge idéer – og på voksen økonomi. På trivsel, klima og fællesskab – og på løsninger, der kan betales. På politik, der virker – ikke bare lyder godt.

For ellers ender vi lige dér, hvor min kritik rammer: Unge i plakaten – gamle i stolen. Masser af følelser – ingen ansvarlighed. Følelsesforurening pakket ind som idealisme. Det fortjener hverken de unge – eller Fredericia