De unge kandidater til kommunalvalget gik skarpt til stålet, da Fredericia Bibliotek dannede ramme om en debat om trivsel, byliv og klima. På scenen sad repræsentanter fra fem partier – og de var enige om én ting: Fredericia skal tage de unges stemme alvorligt.

Unge med noget på hjerte

Fredag formiddag var bibliotekssalen i Fredericia fyldt af unge vælgere, nysgerrige skoleelever og lokale kandidater, da den særlige ungdomsvalgdebat blev skudt i gang.
»Jeg glæder mig helt enormt til i dag,« sagde moderator Maise Sprotte fra Peer-Partnerskabet, inden hun præsenterede kandidaterne fra Venstre, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti.

»Det er mega fedt, at I tager ansvar og faktisk er til stede for at være nysgerrige på, hvorfor I måske skal sætte jeres kryds hos en af dem her,« sagde hun og understregede, at målet var en debat med konkrete løsninger – ikke bare holdninger.

Trivsel og inklusion: Fra klassestørrelser til fritidsliv

Debatten åbnede med spørgsmålet om børn og unges trivsel – et emne, der hurtigt satte gang i både personlige erfaringer og politiske forskelle.

Fra Enhedslisten lagde Naja Frederiksen vægt på behovet for en tidlig indsats:
»Man skal for eksempel i folkeskolen have flere pædagoger og lærere og en lavere klassekvotient, for at der er mere opmærksomhed og omsorg pr. elev. Vi skal have tryghed mellem eleverne, og lærerne skal kunne holde øje med, hvis en elev begynder at få det værre.«

Jens Langer Schou fra Det Konservative Folkeparti pegede på behovet for mere lokal frihed:
»Det er meget forskelligt, hvad der fungerer på de forskellige skoler. Skolebestyrelserne skal have mere magt. De ved, hvad der virker. Og så mener jeg, at vi skal differentiere undervisningen fra 8. klasse, så alle bliver mødt på deres niveau.«

Fra Danmarksdemokraterne brugte Ronald Kongstad sin egen baggrund som afsæt:
»Jeg stiller op, fordi jeg selv kommer fra en udsat familie. Jeg har haft en stedfar, der var dybt alkoholisk. Så jeg kæmper for de udsatte – specifikt de udsatte unge. Mange unge i dag står i en situation, hvor de ikke rigtig ved, hvad de skal gøre. Vi fortjener dybt noget bedre.«

Han foreslog at bygge bro mellem skole og fritid:
»Vi skal hive foreningerne ind i skolen. Jo mere fællesskab man har i en by, jo bedre er det.«

Venstre: Færre elever og stærkere fællesskaber

Lasse Hildingberg fra Venstre tog trivselsdebatten videre til de fysiske rammer:
»Vi skal gøre noget ved den inklusion, vi har i dag. Det betyder, at man skal have det tilbud, der passer til den enkelte. Det ender ikke med, at vi bare skal ud alle sammen i én klasse. Og så skal vi gøre op med antallet af elever – der er sat en grænse på 29 elever, men det er jo svært at lære i så store klasser.«

Han understregede samtidig betydningen af et aktivt fritids- og kulturliv:
»Et godt foreningsliv, et godt kulturmiljø og gode kulturelle tilbud – det er med til at skabe oplevelser, og gode oplevelser giver trivsel.«

Liberal Alliance: Tidlig indsats og ansvar til forældrene

For Helene Lykke fra Liberal Alliance handler løsningen om forebyggelse og valgfrihed:
»Hver tredje af os vil i løbet af vores liv få en psykiatrisk diagnose. Jeg tror, vi skal se på starten af livet. Hvis vores forældre kan vælge den løsning, de mener er rigtig for os, så får vi et tilbud, der passer til den enkelte.«

Hun efterlyste samtidig mindre topstyring og mere lokalt ansvar:
»Der er seks ledelseslag fra kommunaldirektøren til læreren. Hvis en lærer får en god idé, er der altså langt vej igennem systemet. Vi skal give ansvaret tilbage til skolebestyrelserne.«

Uenighed om inklusion

En deltager fra publikum spurgte, hvad der skulle ske med de børn, der ikke trives i de almindelige klasser.

»Når man forsøger at holde dem i fællesskab, så taber man dem i fællesskab,« svarede Ronald Kongstad og tilføjede: »Vi skal fokusere støtten direkte på barnet i stedet for at sige, at alle skal være en del af det samme fællesskab.«

Lasse Hildingberg anerkendte udfordringen, men advarede mod at skabe nye A- og B-hold:
»Vi skal støtte eleverne dér, hvor de har det svært, men uden at trække dem helt ud af fællesskabet. Det handler om at lytte til skolelederne – de kender deres elever bedst.«

Foreningsliv og kultur som trivselsmotor

En ung deltager rejste spørgsmålet om kulturens rolle i trivsel og efterlyste bedre adgang til kreative tilbud.
»Foreninger er meget mere end bare fodbold eller håndbold. Det er kreative ting, e-sport og musik,« lød det fra Jens Langer Schou, der pegede på Fredericias spirende kulturliv som en styrke.

Lasse Hildingberg supplerede: »Når vi udruller ordninger som fritidspas og kulturpas, kan vi gøre det billigere at deltage både i forenings- og kulturlivet.«

Helene Lykke mindede dog om, at alt ikke kan gøres gratis:
»Der er ikke noget i verden, der er gratis – ud over et smil. Det handler om prioritering. Dem, der ikke har råd, skal vi selvfølgelig hjælpe, men alt koster.«

Et signal om fornyelse

Ungdomsdebatten i bibliotekssalen blev afsluttet med applaus – og en klar fornemmelse af, at næste generation af politikere ikke mangler hverken energi eller konkrete idéer.
Moderator Maise Sprotte rundede af med ordene: »Det vigtigste er, at vi går herfra som gode venner – og lidt klogere.«

Debatten viste et nyt politisk engagement, hvor unge kandidater taler ikke kun om de unge, men som dem – med konkrete forslag til, hvordan Fredericia kan blive en by, hvor unge trives, deltager og bliver hørt.