KRIMI. En ung mand kom tirsdag aften galt afsted i Fredericia Svømmehal & Badeland, da et spring fra fem-meter-vippen endte i en uheldig landing. Ulykken skete omkring klokken 19.15.

Flere læsere skrev tirsdag aften til AVISENs Facebookside med, at der var en ambulance ved Fredericia Idrætscenter. Nu kan vi fortælle, hvad der skete. Jakob Falkenby, leder af Madsbyparken, der har ansvaret for svømmehallen og badelandet, blev hurtigt orienteret om ulykken.

»Jeg bliver ringet op, at der har været en ulykke derude, og så kommer jeg derud, mens ambulancen også er der. Da jeg ankommer, har vores livreddere fuldstændig styr på situationen. Allerede dér er det ret klart, at det er et uheld,« siger Jakob Falkenby.

Han understreger, at ulykken ikke skyldes manglende sikkerhedsforanstaltninger, men at den unge mand simpelthen landede forkert i vandet.

»Han lander, så vidt vi har forstået, på siden, og det betyder, at han får slået luften ud af sig selv. Han lander nøjagtigt, hvor han skal – i vandet, langt væk fra kanter og alting. Det er simpelthen bare, at han lander forkert,« forklarer Jakob Falkenby.

Ros til livreddere og pårørende

Livredderne reagerede øjeblikkeligt, da de bemærkede, at springet gik galt. Tre livreddere var på vagt, da hændelsen fandt sted.

»De ser det med det samme, at han kommer lidt mærkeligt op ad vandet efter springet, og løber selvfølgelig derover. Hans kammerat hopper også i vandet og er med til at hjælpe ham hen til kanten,« siger Jakob Falkenby.

Da den unge mand blev bragt op på bassinkanten, var han ifølge livreddernes oplysninger til Jakob Falkenby ved bevidsthed, men tydeligt påvirket af den hårde landing.

»Stor ros til hans ven, som også var en rigtig god hjælp og støttende overfor ham. Og så kom der også familie til stede, som vennen ringede efter. De var også rigtig gode til at håndtere situationen. Hele proceduren omkring, hvad vi gør, blev fulgt helt perfekt,« siger Jakob Falkenby.

Den unge mand blev efterfølgende kørt til Kolding Sygehus, hvor undersøgelser viste, at der heldigvis hverken var tale om brud eller skader på organer. Han kunne derfor vende hjem igen kort efter.

Ikke samme type ulykke som sidst

Ulykken vækker naturligt nok minder om den tragiske dødsulykke i slutningen af september sidste år, hvor en person mistede livet efter et spring fra samme fem-meter-tårn. Jakob Falkenby afviser dog enhver sammenhæng mellem de to episoder.

»Det har ikke noget som helst til fælles. Der er ikke nogen, der kunne gøre noget ved det her, og der er ikke noget i vores sikkerhedsprocedurer, der giver anledning til at ændre noget. Det kunne lige såvel være sket fra tre-meter-vippen. Det havde med garanti haft samme effekt,« fastslår Jakob Falkenby.

Efter den tidligere ulykke blev sikkerhedsprocedurerne gennemgået, men ifølge Falkenby var det kun forbedringer, man under alle omstændigheder ville have indført. Denne ulykke har derfor intet med ændringerne at gøre, understreger han.

Sikkerheden er i orden – men pas også på dig selv

Trods ulykken fastslår Jakob Falkenby, at sikkerheden i Fredericia Svømmehal & Badeland fortsat er i top.

»Det kan jeg garantere. Man kan helt sikkert tage sikkert og trygt i badelandet. Vi har styr på sikkerheden derude,« siger han og minder samtidig om, at gæster også selv skal tage ansvar:

»Når du har vand involveret, så er risikoen større, end hvis du ikke har vand. Man skal tænke sig godt om og passe på sig selv. Du må ikke overlade ansvaret fuldstændigt til andre.«

Han understreger, at gæsten denne gang har gjort alt korrekt:

»I det her tilfælde har han tænkt sig om. Der er intet at klandre ham for. Han lander uheldigt, og det giver ham en mavepuster. Det er sådan set det.«

»Kom til os, hvis I har brug for støtte«

Jakob Falkenby fremhæver, at personalet i Fredericia Svømmehal altid står klar til at hjælpe gæster, der måtte have oplevet noget ubehageligt i forbindelse med ulykken. Det gælder både vidner og andre gæster, som måtte føle sig påvirket af hændelsen:

»Har man set en ulykke og har brug for hjælp, så er man altid velkommen til at henvende sig. Vi har et beredskab, som vi meget gerne vil hjælpe med.«

Han fortæller desuden, at der i forbindelse med en tidligere hændelse i svømmehallen har været gæster, som henvendte sig efterfølgende, fordi de havde behov for samtaler eller støtte. Dengang håndterede svømmehallens personale også situationen med professionel hjælp til de berørte.

Afsluttende sender Jakob Falkenby stor ros til både livredderne og ambulancemandskabet for deres professionelle håndtering af tirsdagens ulykke:

»Vi er mega stolte over den måde, vores livreddere reagerede på. Det er jo også svært for dem, for de er også mennesker, der oplever en svær situation. Men hele forløbet med både livreddere, ambulancemandskab og pårørende fungerede bare præcis, som det skulle.«

Svømmehallen åbnede som normalt igen onsdag morgen.