KRIMI. Trafikanter på den sønderjyske motorvej ved Kolding måtte lørdag eftermiddag sætte farten helt ned, da et færdselsuheld spærrede for fremkommeligheden i sydgående retning. Uheldet fandt sted omkring Christiansfeld, hvor en mand fra 64-årig mand kørte op i en anden bilist under tæt trafik.

Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Halfdan Kramer, fortæller, at der er tale om et mindre sammenstød som følge af opbremsninger i den tætte trafik.

»En bilist kører ind i anden vognbane i forbindelse med opbremsninger foran, får vedkommende bremset for sent op og påkører derfor en bilist kørende i samme retning,« siger vagtchefen.

Ifølge politiet slap begge parter fra uheldet uden personskade, men der opstod mindre materiel skade på køretøjerne.
»Det er udelukkende materielskade. Ingen personer er kommet til skade,« oplyser Halfdan Kramer.

Den påkørende fører, en 64-årig mand, er ikke fra lokalområdet. Det samme gælder den 18-årige kvinde, som blev ramt.

Uheldet skete midt i eftermiddagstrafikken, og det gav hurtigt kødannelse på motorvejen i sydgående retning.
»Det giver i sagens natur lidt kø derude. Det er jo lørdag, sidst i efterårsferien, så vi har haft en del trafik i dag,« siger vagtchefen.