
SPORT. Når FC Fredericia fredag aften løber på banen mod Hvidovre på Monjasa Park, bliver det foran fyldte tribuner – og måske med Superliga-billet på spil.
Klubben melder nu udsolgt af samtlige siddepladser, og mere end 3.000 tilskuere har allerede sikret sig billet til det, der kan blive en historisk aften i Fredericia.
»Tak for den vilde opbakning – alle siddepladser er nu revet væk, og 3000 har allerede sikret sig billet til kampen på fredag! Vi glæder os til en fantastisk kamp med fuldt hus,« skriver FC Fredericia på sin Facebook-side.
Kampen mod Hvidovre er ikke bare endnu et opgør i NordicBet Ligaens oprykningsspil – det er en potentiel milepæl i klubbens historie. Hvis resultaterne i de øvrige kampe flasker sig, kan FC Fredericia med en sejr på hjemmebane sikre sig oprykning til Superligaen for første gang nogensinde.
Der er stadig ståpladser til salg, og klubben opfordrer fans til at købe billet i god tid og tage tæpper eller puder med til sektion G, hvis komforten skal være i top. Billetter kan købes via klubbens hjemmeside.
Kampen spilles fredag den 10. maj og fløjtes i gang kl. 18.30 på Monjasa Park.
