SPORT. Der er deja-vu over reaktionerne i håndboldverdenen i disse dage. SG Flensburg-Handewitts fans rullede tirsdag bannere ud i Arena Svendborg med ordene: »300 KR BILLET – TIL DEN PRIS SKYLDER I OS TO SPILLERE MERE«. Med andre ord: Fansene følte sig flået – og det ikke for første gang.

Få måneder forinden, i april 2024, skabte netop billetpriserne i Phønix Tag Arena voldsom debat, da Fredericia Håndboldklub gæstede GOG i slutspillet. Dengang satte fanklubben HK Ultras og sponsoren Estate Peter Møller ord på utilfredsheden. Prisen for en udebillet? 250 kroner – samme tribuneplads kostede blot 175 kroner, da TMS Ringsted gæstede GOG.

»Vi synes, at dette prisniveau er helt uacceptabelt og under al kritik,« skrev HK Ultras i et opslag, som hurtigt gik viralt blandt håndboldfans i hele landet.

Sponsoren Peter Møller kvitterede ved at kompensere 100 kroner til de første 50 fans, der trods alt ville støtte holdet i GOG’s hjemmebane. »Med den prissætning ønsker GOG nærmest ikke, at der kommer udefans,« sagde Møller dengang til Fredericia AVISEN.

GOG-direktør Kasper Jørgensen slog dog fast, at fansene frit kunne blive hjemme, hvis de var utilfredse: »Jeg kan ikke forstå, hvorfor man som fan eller sponsor i Fredericia blander sig i billetpriserne hos os.«

Tirsdag aften gentog scenen sig så. Flensburg-fansene følte sig ramt på pengepungen og valgte at bruge kampen som platform for en ironisk protest. 300 kroner for en billet var ifølge dem alt for meget – især når de, til kampen mod Benfica tidligere i turneringen, kun skulle betale 100 kroner.

Situationen vækker minder i Fredericia. Her skød Fredericia-fans endda pengesedler ind på banen og medbragte et banner i hallen med ordene »Gul og grådig« – en slet skjult henvisning til GOGs farver og navn.

Og nu er debatten igen blusset op. De fynske billetpriser fortsat vækker debat, og nu er det ikke længere kun jyske fans, der brokker sig – men også tilrejsende tyskere fra en af Europas største håndboldklubber.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her