Fredericia kan se frem til at summe af motorcykler og festivalstemning, når Harley Davidsons internationale Super Rally 2026 løber af stablen fra den 20. til 24. maj. Arrangementet ventes at samle mellem 10.000 og 12.000 motorcykelentusiaster i byen.

Det er MadsbyParken og området omkring Fredericia Idrætscenter, der bliver centrum for begivenheden. Her bliver området forvandlet til en stor festivalplads med campingområde, musikscene og masser af motorcykler.

Super Rally samler medlemmer af den europæiske sammenslutning af Harley Davidson-klubber, og i år går turen altså til Fredericia.

Borgmester Peder Tind glæder sig over, at det er lykkedes at trække det internationale arrangement til byen.

»Jeg er meget stolt over, at Fredericia Kommune er lykkes med at tiltrække så stort et internationalt arrangement som Super Rally. Det er altid et anerkendende skulderklap til vores by, når udefrakommende vælger os til, fordi de ligesom os kan se byens mange kvaliteter. Så vi glæder os til at byde dem alle velkommen til Fredericia,« siger han.

Arrangementet kommer ikke kun til at kunne mærkes i MadsbyParken. I løbet af Pinsen vil deltagerne også sætte deres præg på bybilledet. Lørdag den 23. maj åbnes Axeltorv, Rådhuspladsen og J.B. Nielsens Plads for de mange motorcykler, så både borgere og besøgende kan opleve maskinerne på tæt hold.

Også i Kultur-, Bosætnings-, Idræts- og Turismeudvalget ser man frem til Pinsen.

»Jeg glæder mig over, at Fredericia skal stå som smuk kulisse for et stort internationalt arrangement som Super Rally 2026. Og når byen får gæster, er det jo helt oplagt, at vi også skaber en festlig ramme, hvor hele byen kan tage del i oplevelsen og mærke den særlige stemning, som arrangementet bringer med sig«, siger udvalgsformand Susanne Eilersen.

At Fredericia får værtskabet, er ifølge erhvervsdirektør i Business Fredericia og bestyrelsesmedlem i Experience Fredericia, Kristian Bendix Drejer, resultatet af et længere forløb.

»Arbejdet med at tiltrække Super Rally 2026 begyndte allerede med en indledende dialog mellem Experience Fredericia og arrangøren i begyndelsen af 2023 og har krævet tæt dialog, præsentationer, møder og koordinering. Det er et resultat af et stærkt partnerskab på tværs af Fredericia Kommune og erhvervslivet, som har arbejdet målrettet i flere år for at vise, at Fredericia kan løfte et arrangement i den her størrelse – og det er vi enormt stolte af. Arbejdet har siden været i fuld gang, og her er Visit Fredericia og Fredericia Shopping også involveret i indsatsen med at skabe en masse aktiviteter i byen for gæster udefra, der vil snuse lidt til Super Rally 2026,« udtaler han.