Moralen er enkel: Mister du grænsen mellem person og rolle – mister du begge.
Danskernes tillid til politikere er nu på det laveste niveau i nyere tid. Folk føler sig taget ved næsen. Der loves troværdighed og leveres magtspil – resultatet er vælgerflugt og sofavælgere. Alligevel ser vi igen og igen politikere begå politisk harakiri: De underminerer egen troværdighed, mens de stadig står og smiler på plakaten. De lover himmel og jord, men når regningen kommer, er det borgerne, der betaler – for fejl, de selv har stemt for og siden fornægtet.
Den mørkeside af politik som borgerne ofte ikke ser er: I nogle partier udspiller sig stadig en slags “de lange knives nat” – bare i slowmotion. Her handler det ikke om fælles sag, men om partiloyalitet og økonomisk fordel, hvor the winner takes it all – og resten står tilbage som de politiske trækæsler, der bærer byrden uden tak, løn eller ære.
Danmarksmestre i politisk selvmål er Mette Frederiksen, Søren Pape, Inger Støjberg og Lars Løkke. Men Fredericia følger godt med: Jacob Bjerregaard gik fra stjerne til skandale, Steen Wrist arvede kaos og borgernes skepsis, og Christian Bro kæmper med samme troværdighedskrise – nu udvidet med uheldige udtalelser.
Hurtigst i disciplinen kommunalt troværdighedstab er dog Tommy fra C – løfter om åbenhed, støj og borgerdialog er aldrig blevet til borgerloyalitet. Karsten Byrgesen har skiftet parti fire gange på to perioder, og internt går knivene lystigt, mens borgerne ser til. Ja Jeg kan blive ved.
Fredericia lider under et Socialdemokratisk magtmonopol, hvor magt og embedsværk er smeltet sammen. Når man kører på autopilot for længe, glemmer man at tjekke, om flyet stadig har vinger.
Jeg lover ikke månen – men spinner Jeg, i stedet for at levere fakta, kalder jeg det politisk harakiri og siger undskyld. Troværdighed er min vigtigste kapital, kan Fredericias byrådsstjerner sige det samme?