Tre løb fra politiet – betjentene var hurtigst

KRIMI. En patrulje fra Sydøstjyllands Politi endte tirsdag eftermiddag med at løbe efter tre personer i et område i Kolding.
Klokken 17.38 kørte patruljen på Stejlbjergvej, da betjentene fik øje på tre personer. Ifølge politiet så det ud, som om de helst ville undgå betjentene. Patruljen parkerede bilen for at tale med dem, men så satte de tre i løb.
Betjentene satte efter og fik standset alle tre. Da betjentene fik fat i dem, forsøgte de ifølge politiet at smide nogle småting fra sig. Hos den ene fandt politiet otte tramadolpiller, 4,46 gram kokain, 6 gram skunk og 5,66 gram hash. Han havde også en mindre mængde kontanter på sig, som politiet mistænker stammer fra salg af euforiserende stoffer.
En 24-årig mand fra Kolding Kommune er sigtet i sagen. De to andre, en 22-årig og en 17-årig, begge fra Kolding Kommune, havde ifølge politiet ikke noget på sig og blev ikke sigtet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 23.9 kl. 9.00 af politikommissær Arno Rindahl Pedersen.


