
TURISME. Lillebælts bølger, købstædernes charme og områdets smukke kyststrækninger skal ikke længere kun være en hurtig pause på vejen, men en attraktion i sig selv. Det mener Middelfart, Assens og Nordfyns Kommuner, der netop har lanceret et nyt, stort samarbejde om bæredygtig turismeudvikling under navnet »Strategisk-fysisk udviklingsplan Lillebælt – Fællesskab på tværs«.
Planen er resultatet af længere tids forberedelse mellem de tre kommuner, og ambitionen er klar: turismen ved Lillebælt skal vokse – men den skal gøre det på en måde, der også gavner miljøet, lokalbefolkningen og områdets erhvervsliv.
Fra gode ideer til konkrete tiltag
De tre kommuner ønsker at koordinere både private og offentlige investeringer i nye overnatningsmuligheder, infrastruktur og oplevelser, der alle skal tage afsæt i områdets naturrigdomme. Og potentialet er der. Hele Fyn byder på 1.100 kilometer kystlinje med stor variation i landskaber og kulturelle attraktioner, der ifølge planen kan tiltrække alt fra naturturister til erhvervs- og gruppeturister.
I Assens Kommune ser man store muligheder i samarbejdet. Kommunens borgmester, Søren Steen Andersen, peger på at planen kan styrke både lokale tilbud og helhedsoplevelsen for besøgende.
»Med samarbejdet får vi mulighed for at skabe oplevelseskæder, så borgere, turister og besøgende kan få mere ud af deres ophold på Vestfyn. Samtidig står vi også stærkere, når vi skal tiltrække investeringer og sikre, at udviklingen i de enkelte kommuner understøtter hinanden og sker helhedsorienteret og skaber synergi,« siger han.
Planen skal blandt andet skabe mere sammenhæng mellem natur- og kulturtilbud på tværs af kommunerne. Et konkret eksempel er Assens, hvor byens nye CityCamp og Kyst- og Lystfiskercenter skal forbindes med en attraktiv byakse mellem havnen, marinaen og bymidten. Samtidig vil kommunen også satse på Arena Assens og området omkring Jordbassinerne.

Udviklingsplanen har samtidig et tydeligt grønt sigte. Miljømæssig bæredygtighed er højt prioriteret, og det er et centralt mål, at den øgede turisme ikke skal ske på bekostning af naturen. Det glæder borgmester i Nordfyns Kommune, Mette Landtved-Holm.
»Med denne plan tager vi ansvar for en mere balanceret og fremtidssikret turisme. Vi vil tiltrække turister, der værdsætter autentiske oplevelser tæt på naturen. Samtidig værner vi om vores miljø og lokalsamfund. Samarbejdet på tværs gør, at vi sammen kan skabe langtidsholdbare løsninger til fordel for både gæster og borgere,« siger hun.
I Bogense planlægger kommunen at etablere nye, helårsåbne hotellejligheder og forbedrede faciliteter til større både i marinaen. Samtidig vil der blive skabt et nyt, aktivt område, der forbinder havnen med den historiske bykerne.
Med Middelfarts centrale placering i geografien spiller byen en særlig rolle i planen. Kommunen vil blandt andet revitalisere Kulturøen som et aktivt knudepunkt og udvikle byens konferencehoteller. Målet er, at flere af områdets turismeoplevelser skal kunne bruges hele året rundt og ikke kun i sommermånederne.
Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen fremhæver samarbejdet som en afgørende faktor for planens succes.
»Denne udviklingsplan understreger betydningen af samarbejde på tværs. Ved at samle kræfterne skaber vi grundlaget for, at turismen kan udvikle sig bæredygtigt og målrettet. Vi sikrer bedre oplevelser for turister og borgere og giver lokale virksomheder gode betingelser for vækst,« siger han.
En del af en større fynsk vision
Den nye udviklingsplan udspringer af den overordnede »Udviklingsplan Fyn og Øerne«, der blev offentliggjort sidste år. Destination Fyn er tovholder, og planen har fået økonomisk støtte fra RealDania, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Kommunerne håber, at samarbejdet kan gøre Lillebælt til en attraktiv helårsdestination, der ikke kun tiltrækker turister i højsæsonen, men som også giver varig værdi for de mennesker, der bor og arbejder i området hele året.