Mads og Kasper Unger driver Pixelhouse, et lille digitalt bureau, der er vokset ud af Sønderjylland og har fundet sin base i Fredericia. En klassisk iværksætterhistorie? Ja, måske. Men samtidig en historie, der vender ryggen til branchens typiske opskrift: kontraktbindinger, stramme venturekapitalmodeller og det evige jag efter vækst. Pixelhouse fortæller om, hvordan de går deres egne veje.

To brødre, to verdener

Mads og Kasper Unger er to brødre med vidt forskellige udgangspunkter, men deres fælles projekt, Pixelhouse, er en digital fusion af deres styrker. Mads, der har en baggrund fra Forsvaret og erfaring med IT, bringer struktur og teknisk indsigt ind i virksomheden. Kasper, derimod, har altid haft sin passion i det visuelle og grafiske. Sammen udgør de en enhed, hvor modsætninger ikke clasher, men komplementerer hinanden.

Kasper begyndte under corona at eksperimentere med sit første projekt, Ungergraphics. Her hjalp han lokale virksomheder med tryksager og grafisk design, en niche, der hurtigt voksede.

– Det udviklede sig hurtigt, fortæller han.
– Jeg lærte meget, også om kunderelationer, som stadig er kernen i vores arbejde.

Mads kom senere med i projektet og bragte sine tekniske færdigheder og en struktureret tilgang til bordet.

– Jeg fokuserer meget på SEO og analyser, mens Kasper arbejder med design og sociale medier, forklarer han.

I januar 2024 samlede de deres kompetencer under det nye navn Pixelhouse.

Fredericia – knudepunktet der tæller

Valget af Fredericia som base er ikke grebet ud af den blå luft. Byen, der ligger centralt i Trekantområdet, åbner døren til et rigt udvalg af små og store virksomheder, som kan udvikles og optimeres.

– Fredericia er en del af Trekantområdet, så der er mange små og store virksomheder her, forklarer Mads.

De sønderjyske brødre Mads og Kasper har valgt Fredericia som base for deres virksomhed, hvor relationer og lokal forankring er i fokus.

I Pixelhouses regnestykke er byen et strategisk aktiv, der kombinerer nærhed med muligheder. Fredericia har givet Pixelhouse adgang til mennesker, der ikke bare er kunder, men også sparringspartnere.

– Vi har mødt mange gode mennesker her, der har hjulpet os med at udvikle os som virksomhed, siger Kasper.

Med Fredericia som base har Pixelhouse også taget hul på en af de største tendenser i den digitale verden: kunstig intelligens.

AI, autenticitet og den menneskelige kontakt

Ingen teknologi har forandret den digitale verden så hurtigt og grundlæggende som kunstig intelligens. For Pixelhouse er AI både en mulighed og en udfordring. Brødrene Mads og Kasper er ikke blinde for teknologiens potentiale, men de ser også dens begrænsninger.

– Vi ser mange AI-genererede tekster, men de mangler ofte autenticitet, siger Mads. – Folk vil stadig gerne handle med mennesker.
For Pixelhouse handler det om at finde balancen mellem effektivitet og ægthed.

AI har uden tvivl åbnet nye døre. Muligheden for at automatisere og skalere processer gør det lettere at nå længere med færre ressourcer. Det kan f.eks. hjælpe med at rette tekster på en brøkdel af den tid, det tidligere tog, forklarer drengene. Men for Pixelhouse stopper AI’s værdi dér, hvor den menneskelige forbindelse forsvinder.

– Det kan effektivisere mange processer, men det skal altid kombineres med et menneskeligt touch, siger Mads.

Denne balance gennemsyrer hele deres tilgang til virksomheden, der bygger på deres egne værdier og ambitioner frem for jagten på hurtige resultater.

Ingen kapitalfonde, ingen bindinger – bare relationer

Pixelhouse er nemlig ikke en del af tech-verdenens jagt på enhjørninger eller milliarddrømme. Der er ingen store kapitalfonde i kulissen og heller ingen investorer med krav om hurtige afkast. Det er en virksomhed, der er bygget på egne hænder, egne erfaringer og egne værdier.

– Vi vil gerne vokse, men det skal ske på en måde, hvor vi stadig bevarer vores nære relation til kunderne, forklarer Kasper.

Derfor tilbyder de ingen bindinger.

– Vi har ingen bindinger i vores kontrakter, siger Kasper.

– Hvis en kunde ikke er tilfreds, skal de ikke føle sig tvunget til at blive.

Selvom det kan lyde simpelt, er det en sjældenhed i en branche, hvor abonnementsmodeller og lange kontraktforhold er normen. Netop derfor er det et princip, der får dem til at skille sig ud, forklarer de.

Men selvom de ingen milliarddrømme har, er deres ambitioner dog ikke beskedne. Kasper drømmer om at udvide med flere ansatte og måske etablere et kontor, hvor virksomheden kan få et mere fast fysisk omdrejningspunkt. Men det skal ske på Pixelhouses præmisser.

– Jeg har lidt en drøm om, at vi inden for tre år har et lille kontor, hvor en af os måske kører fuldtid, og at vi har råd til en deltidsansat eller måske endda en fuldtidsansat, fortæller han.

For Mads er der en særlig udfordring i at bevæge sig i en branche, hvor alt for ofte standardløsninger og hurtige resultater dominerer. Han ønsker, at Pixelhouse skal repræsentere noget andet.

– Vi har fra start sagt, at det ikke kommer til at ske, forklarer Mads, med henvisning til de mange bureauer, der binder kunder med langsigtede aftaler.

“Uden vores kunder var vi bare et CVR-nummer”

For Pixelhouse er det relationerne, der definerer virksomheden.

– Kunderelationer er alt for os, siger Mads.

– Uden vores kunder ville vi bare være et tomt CVR-nummer og en hjemmeside.

Denne tilgang afspejler sig også i deres måde at arbejde på, hvor tæt kontakt og den her åbne kommunikation prioriteres højere end standardiserede løsninger.

Derfor er det heller ikke resultaterne, men også processen, der driver dem fremad. Kasper beskriver slutteligt, hvordan feedback fra kunder ofte er det, der gør arbejdet værd:

– Når en kunde ringer og fortæller, at noget af det, vi har lavet, har givet dem stor gevinst, så føles det virkelig godt.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her