I over to år har spørgsmålet om et muligt forbud mod spilreklamer i Fredericias offentlige transport hængt i luften uden nogen klarhed over, hvad der er sket siden sidste politiske behandling. Politikerne ønskede, at Sydtrafik fik klar besked. Fredericia Kommunes direktør for vækst, teknik og klima, René Olesen ved dog ikke, hvad der skete siden det møde, og Sydtrafik kan umiddelbart ikke finde en henvendelse.
Flere steder i landet har lignende forbud mod spilreklamer i det offentlige rum allerede fundet vej til trafikselskabernes beslutningsborde, men i Fredericia er sagen gået i stå.
Teknisk Udvalg drøftede spilreklamer på busserne tilbage den 19. september 2022. Her blev der enstemmigt besluttet at sende en klar besked til Sydtrafik: Stop for reklamer for pengespil på busserne i Fredericia. Men på trods af denne beslutning er der endnu ikke sket noget synligt, og uvisheden om sagens status breder sig blandt både politikere og borgere.
Spilreklameforbuddet i Fredericia hænger i luften
Tilbage i juni 2022 sendte SF et forslag om at forbyde spilreklamer på offentlige transportmidler til behandling i byrådet. Forslaget var baseret på rapporter fra Sundhedsministeriet og Center for Ludomani, som pegede på en bekymrende stigning i antallet af ludomaner – særligt blandt unge under 25 år. Målet var klart: at mindske eksponeringen for spilreklamer, som mange børn og unge dagligt støder på i busserne.
Efter byrådets behandling blev sagen sendt videre til Teknisk Udvalg, der har ansvaret for kollektiv trafik i Fredericia Kommune. Udvalget besluttede at kontakte Sydtrafik for at få stoppet reklamerne for pengespil. Men nu, to år senere, står sagen stille, og status er fortsat uafklaret.
Politisk uklarhed om forløbet
AVISEN har talt med flere af de politikere, der sidder i Teknisk Udvalg, men ingen af dem kan forklare, hvorfor der ikke er sket noget, og man stadig kan se spilreklamer på byens gule busser. Der er udtrykt vilje til at undersøge sagen nærmere, men der er ingen klarhed om, hvorfor den politiske beslutning ikke er blevet fulgt op.
Denne uvished rejser spørgsmål om, hvordan en sag som denne kan falde mellem stolene og får mange til at overveje, om der er et mere grundlæggende problem med opfølgning på politiske beslutninger.
René Olesen oplyser, at han har forsøgt at undersøge sagen gennem forvaltningen, men de relevante medarbejdere er på ferie.
– Jeg kan ikke lige se, hvad der er sket i sagen. Dem, der måske ved noget, er først tilbage fra ferie mandag, skriver René Olesen i en SMS til AVISEN.
Stigende pres mod spilreklamer
Mens Fredericia afventer svar, har flere andre kommuner og trafikselskaber rundt om i landet allerede taget handling. Senest har Fynbus besluttet at stoppe reklamer for betting og casinoer på deres busser. Flere kommuner som Aarhus, Svendborg, København og Frederiksberg har ligeledes indført lignende forbud, og trafikselskaber som Midttrafik og Nordjyllands Trafikselskab har fulgt trop.
I en artikel fra TV2 den 15. oktober 2024 blev det fremhævet, at flere større byer allerede har indført forbuddet, hvilket har skabt yderligere pres på politikere og trafikselskaber for at tage et standpunkt mod spilreklamer – særligt med fokus på at beskytte unge og sårbare grupper.
Hvad med Sydtrafik?
På trods af de fremskridt, der er gjort i andre dele af landet, er det stadig uklart, hvad der er sket i Fredericia. Sydtrafik, som står for busdriften i området, slår fast, at der ikke er indført et forbud mod spilreklamer i deres busser. Kommunikationskonsulent Louise Christine Rasmussen fra Sydtrafik oplyser, at et forbud mod spilreklamer i deres busser kræver en politisk beslutning i deres bestyrelse.
– Vi er ikke nævnt i TV2s artikel, fordi vi pt. ikke har noget forbud mod spilreklamer i eller uden på vores busser. Et eventuelt forbud ville være en politisk beslutning i vores bestyrelse, forklarer Louise Christine Rasmussen.
Dermed står det klart, at Sydtrafik endnu ikke har taget skridt mod at stoppe reklamer for pengespil, selvom Teknisk Udvalg i Fredericia angiveligt har sendt sagen videre til dem helt tilbage i 2022. Fredericia kunne altså have været firstmover.
En afklaring er nødvendig
René Olesen arbejder, som skrevet, på at få forvaltningen til at kigge nærmere på sagen, når de relevante medarbejdere er tilbage fra ferie, og flere udvalgsmedlemmer fortæller til AVISEN, at de nu vil undersøge sagen.
Indtil da må Fredericia vente lidt endnu på en endelig afklaring om, hvorvidt reklamerne for pengespil på busserne snart vil forsvinde – eller om sagen fortsat vil hænge i luften.