En 16-årig dreng blev mandag eftermiddag klokken 16.27 passet op af to, muligvis tre, gerningsmænd på Norgesgade i Fredericia. Han blev skubbet og slynget i jorden og frataget en jakke, et par sko, et bælte og et par høretelefoner.
Politiet traf klokken 16.57 to personer, der var i besiddelse af flere af effekterne. De to er begge 14-årige drenge, den ene fra Juelsminde og den anden fra Farum, og de er ifølge politiet mødtes i Fredericia for at begå røveriet. Da de er under 15 år, blev de tilbageholdt og sigtet, men kan ikke anholdes. Værge og social bagvagt blev kontaktet, og de to er efterfølgende sendt hjem.
En mulig tredje gerningsmand er endnu ikke identificeret, og det er ikke endeligt afklaret, om der var en tredje person involveret.
Den forurettede er ikke kommet til skade.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.










