Af Sune Nørgaard Jakobsen og Mette Marie de Place, byrådskandidater, Dansk Folkeparti
Poul Rand (LA) vil have ”arbejdsro” i Familieafdelingen. Han skriver pænt om tillid, færre regler og stærkere ledelse. Men mellem linjerne står der noget helt andet: ”Lad os ikke tale for højt om problemerne. Lad os få fred.”
Det er en klassiker i kommunalpolitik: Når et område sejler, er det ikke styrmanden, men dem der råber op, der bliver talt i rette.
Familieafdelingen står over for en opgave, der kræver alt andet end arbejdsro. Det er tid til at smøge ærmerne op og tage arbejdshandskerne på. At hævde, at opgaven er “for vigtig” til, at ”eksperter”bør blande sig udenom, er en larmende lussing til børn og deres familier.
I torsdags arrangerede og deltog en gruppe partier, herunder Dansk Folkeparti, i et ”Lyttemøde” med forældre og pårørende til børn og unge, som er blevet fejlbehandlet eller tvangsfjernet på et meget spinkelt grundlag. En stor del af de fremmødte kunne bekræfte, at neurodivergente udfordringer ofte ligger til grund for mange af disse anbringelser og fejlbehandlinger.
”Frihed under ansvar.” ”Mindre bureaukrati.” ”Valgfrihed.” Poul Rand slynger liberale slagord ud, som om de i sig selv skaber bedre vilkår for børn i mistrivsel. Men børn og familier har ikke brug for slogans. De har brug for dén rette sagsbehandling, af en sagsbehandler, der bliver, får klar besked og får en politisk ledelse, der tør tage ansvar.
Den seneste mediedækning af Familieafdelingen har netop haft en positiv effekt. Der er kommet øget fokus på det arbejdspres Familieafdelingen ligger under længe før pressen italesatte udfordringerne, med de mange fejlbehæftede sagsbehandlinger. Så at bede pressen holde op med at skrive kritisk er ikke en løsning; hverken for Familieafdelingen eller børn og deres familier. Det er symptombehandling. Kritikken opstår ikke ud af ingenting den opstår, fordi noget er gået galt. Vi forstår Rands bekymring, om medarbejdernes trivsel, men hvis vi eller pressen tier, er det som at sætte tape over en røgalarm: Man slipper for lyden, men huset brænder stadig.
Vi deler fuldt ud sympatien for de ansatte i Familieafdelingen. Men hvis man vil hjælpe dem, kræver det mere end Rand’s varme ord. Det kræver færre sager, færre skift, ordentlig supervision og en ledelse, der ikke gemmer sig bag konsulenter, mens medarbejderne står alene i stormen.
Vi kan ikke reparere årtiers svigt med klichéer. Vi kan kun gøre det med:
Forvaltnings og politisk mod – ikke flere papirtigre, men chefer og politikere, der stiller sig forrest.
Familiehus – Hvor familier kan få hjælp og støtte og hvor udredninger kan laves i forløbet.
Åbenhed og borgerinddragelse – kritik skal bruges som brændstof, ikke frygtes.
Poul Rand vil have ro. Vi vil have resultater. Det skylder vi både de ansatte og først og fremmest de børn og familier, som alt dette handler om.
