Ved første øjekast ser reformen ud til at forenkle kontanthjælpssystemet, da man går fra: uddannelseshjælp, selvforsørgelses-og hjemrejseydelse, overgangsydelse og kontanthjælp med hver deres forskellige satser og muligheder/krav til én samlet kontanthjælp. Men efter at have deltaget i en temaaften hos Fredericia Kommune om de kommende lovændringer, står det klart, at virkeligheden er langt mere kompleks. Kontanthjælpen kommer til at indeholde tre satser, i princippet fire, hvis man tæller hjemmeboende med, samt en række nye tillæg.
Det er en trist tendens, at politik ofte sælges som løsninger, der skal skabe gennemsigtighed og enkelhed, men i stedet ender med at komplicere tingene yderligere. Det gør ikke bare arbejdsforholdene sværere for sagsbehandlere – det skaber også utryghed for borgerne, der skal navigere i et nyt system, der mest af alt minder om endnu en kæmpe ufremkommelig jungle af regler og love.
Vi har brug for et smidigt, gennemsigtigt og effektivt kontanthjælpssystem, der hjælper mennesker videre i stedet for at fastholde og nedbryde dem. Kontanthjælp bør altid være en midlertidig løsning – ikke en tilstand, hvor mennesker mister håbet og gror fast.
Forenkling handler ikke kun om færre regler, men om at skabe et system, der giver mening for både borgere og sagsbehandlere. Vi skal sikre, at mennesker med alvorlige helbredsproblemer ikke spilder år på endeløse afklaringsforløb. Det er nemlig hverken udviklende, helbredende eller billigt for samfundet, at trække syge mennesker igennem det. Hvis man ikke kan arbejde, skal man have ro til at komme sig, så man kan få et værdigt liv, og måske i nogle tilfælde, kan netop den ro give overskud til på sigt at finde vejen tilbage til beskæftigelse.
Samtidig skal vi give dem, der kan arbejde, bedre muligheder for at komme videre. Det kræver hjælp gennem opkvalificering, uddannelse, et tættere samarbejde med arbejdsmarkedet, men vigtigst af alt handler det om at give mennesker troen på, at de kan bidrage og tage ansvar for deres egen fremtid.