
BUSINESS. Der er fart over feltet hos thansen og AD Danmark. Indehaver Bent Jensen har i årevis samarbejdet med autobranche- og industriprofilen Jens Sørensen i forskellige projekter og strategiske initiativer. Nu løftes samarbejdet til et nyt niveau. Jens Sørensen træder ind i bestyrelsen i thansen og overtager samtidig posten som bestyrelsesformand i AD Danmark.
For Bent Jensen markerer det endnu et skridt i en langsigtet vækststrategi. »Vi sætter farten yderligere op. Vi vil erobre langt mere i Danmark, ligesom vi skal rykke endnu mere internationalt. Vi holder os ikke tilbage, hvilket de sidste års massive investeringer forhåbentlig også viser. Vi er såmænd først lige begyndt,« siger han.
Jens Sørensen fremhæver den energi, han oplever i samarbejdet. »Jeg ser virkelig frem til at kaste endnu mere energi ind i Bents fantastiske virksomhedsunivers, hvor man kun kan have respekt for hans hidtidige resultater, mod og beslutningsdygtighed. Det er nærmest så væggene sitrer, hver eneste gang jeg sætter mig til bordet med Bent. Der er så meget nytænkning, drive og handlekraft,« siger han.
thansen og AD Danmark er kendt for at kombinere et stærkt detailbrand med en solid forankring i autobranchen. De senere år har koncernen investeret massivt i både fysiske butikker og digitale løsninger. Det nye samarbejde med Jens Sørensen skal styrke momentum og åbne nye døre på både hjemmemarkedet og internationalt.
Bent Jensen ser store perspektiver i Jens Sørensens netværk og erfaring. »Vi har allerede flere store tiltag i gang, og det gælder hele Norden. Med Jens ved bordet får vi tilført en international dimension, som kan accelerere vores udvikling yderligere,« siger han.
Med udnævnelsen signalerer thansen og AD Danmark et klart ambitionsniveau. De kommende år skal ikke kun handle om at konsolidere positionen i Danmark, men også om at rykke frem i de nordiske lande og udnytte nye markedsmuligheder.
For både Bent Jensen og Jens Sørensen er der tale om et partnerskab, der bygger på mange års tillid og fælles projekter. Nu er det formaliseret og sat i system. Resultatet er et ledelsesmæssigt setup, der med begge profiler ved roret kan skabe de resultater, som både medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder kommer til at mærke.
