UDDANNELSE. De fleste kender nok begrebet skolebibliotek fra deres egen skoletid. Men siden 2014 har det haft navnet ‘pædagogisk læringscenter’ – forkortet PLC. Et navn, der ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) både er uforståeligt og elitært.

I en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet foreslår ministeren derfor at vende tilbage til det mere folkelige navn ‘skolebibliotek’.

– Hvor mange elever og forældre ved overhovedet, hvad et pædagogisk læringscenter er for noget? Og helt uforståeligt bliver det, når det forkortes PLC. Hvad vi kalder skolens fag, lokaler og funktioner er ikke ligegyldigt. Det har en selvstændig værdi at undgå elitære og indforståede begreber og gøre det muligt for enhver at deltage i samtalen om skolens hverdag, siger Mattias Tesfaye.

Ifølge ministeriet vil navneændringen ikke ændre på funktionerne i skolebiblioteket, som blandt andet fortsat skal stille undervisningsmidler og bøger til rådighed og samarbejde med de lokale folkebiblioteker.

Samtidig foreslår ministeren at fjerne den nuværende bekendtgørelse om pædagogiske læringscentre og i stedet skrive skolebibliotekernes opgaver direkte ind i folkeskoleloven.

Forslaget vil blive sendt i offentlig høring inden længe, og planen er, at lovforslaget fremsættes i Folketinget i oktober.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her