KOLDING. Et nyt samarbejde mellem Kolding Kommune, Koldingbibliotekerne og ORIS Tandlægerne betyder, at tandlægeklinikken fremover kommer til at fylde mere i byens centrale bygningskompleks ved Banegårdspladsen. Klinikken rykker ind i et hjørne af biblioteket, hvor Bæredygtighedshuset i dag har til huse.
ORIS Tandlægerne og Koldingbibliotekerne ligger allerede side om side i komplekset mellem Banegårdspladsen og Slotssøen, som også rummer Hotel Kolding. Med den nye aftale breder tandlægeklinikken sig til det bagerste, østlige hjørne af biblioteket, mens bibliotekets funktioner flyttes rundt uden at noget forsvinder.
Ifølge borgmester Knud Erik Langhoff handler aftalen både om bedre pladsudnyttelse og om at styrke livet i bymidten.
»Vi har indgået en aftale med ORIS Tandlægerne, som indebærer, at vi udnytter pladsen bedre. Vi kommer til at flytte rundt på nogle funktioner på biblioteket, men der forsvinder ikke noget. Samtidig gør vi bedre plads til en sundhedsaktør, som tager imod mange klienter hver eneste dag lige midt i hjertet af Kolding. Det er vigtigt at have centralt placerede sundhedsaktører, både fordi det er lettere for klienterne af komme dertil, og fordi de er med til at skabe liv i bymidten,« siger borgmesteren.
Han peger samtidig på, at projektet flugter med kommunens generelle ambitioner om at udnytte de kommunale kvadratmeter mere bæredygtigt.
Tandlægeklinikken lejer et område på 93 kvadratmeter, som giver mulighed for at udvide med reception, kontor og personalerum. Ventetiden kan patienterne tilbringe i et åbent fællesområde på biblioteket, der indrettes, så det også kan bruges af bibliotekets øvrige gæster.
Hos ORIS Tandlægerne ser man samarbejdet som en naturlig udvikling i takt med stigende patienttal.
»Gennem årene har vi oplevet en stigende tilgang af patienter, og i den forbindelse er vi glade for, at Kolding Kommune og Koldingbibliotekerne har været åbne for et samarbejde, som skaber nye rammer for vores klinik. Samarbejdet giver os mulighed for at indrette flere behandlingspladser og samtidig gøre vores venteområde til en integreret del af biblioteket. Det betyder, at patienter kan kombinere deres besøg hos tandlægen med ro, inspiration og oplevelser fra bibliotekets miljø,« fortæller Maj-Britt Maasbüll, der er en af de tre klinikejere.
Kolding Kommune ejer biblioteksbygningen, men det er ORIS Tandlægerne, der betaler for den ombygning, som udvidelsen kræver. Bæredygtighedshuset flyttes til et andet hjørne af biblioteket, hvor der i dag er mødelokaler. Mødelokalerne genetableres på 1. sal, og der indrettes samtidig studiepladser i kælderen.
Projektet er godkendt af Jens Holms Biblioteksfond, som er medejer af Koldingbibliotekerne. Planen er, at både Bæredygtighedshuset og tandlægeklinikken er på plads i de nye rammer i forsommeren 2026.










