POLITIK. På landsplan er andelen af borgere på offentlig forsørgelse faldet til 15,5 procent. I Fredericia ligger andelen fortsat på 22,8 procent. Tallene danner nu baggrund for en politisk debat i Fredericia, hvor den nyvalgte Enhedslisten-politiker Carsten Jørgensen står foran sin første periode i beskæftigelsesudvalget.

For ham kommer tallene ikke som et chok – men de giver anledning til eftertanke. »Jeg tror ikke, jeg er overrasket,« siger han ærligt. Han understreger samtidig, at han som ny i beskæftigelsesudvalget endnu ikke er inde i alle detaljer og historiske forløb. »Jeg er jo ikke inde i materien endnu. Jeg kender ikke tallene i dybden. Men der er jo ingen tvivl om, at de møder, vi har haft, og de samtaler, John og jeg har haft i udvalget, peger på, at der er nogle mennesker, vi er nødt til at koncentrere os om.«

Et spørgsmål om meningsfuld tilværelse

For Carsten Jørgensen handler beskæftigelse ikke kun om procenter og placeringer i nationale opgørelser. Det handler i lige så høj grad om, hvilket liv mennesker på offentlig forsørgelse tilbydes. »Hvordan får vi dem til en meningsfuld tilværelse? Har vi de rigtige tilbud til de mennesker, og har vi også tilbud, som de kan holde til?«

Han peger på, at Fredericia allerede rummer erfaringer med indsatser, der faktisk virker. Især den boligsociale helhedsplan fremhæver han som et konkret eksempel på en tilgang, der har skabt resultater. »Helhedsplanen kører jo, og de har nogle vildt gode succesrater. Spørgsmålet er, om det er noget af det, man kan bruge andre steder.« For Carsten Jørgensen er beskæftigelsesindsatsen derfor ikke et enten-eller mellem fuldtidsjob og passiv forsørgelse. Han efterlyser et mere nuanceret syn på arbejde og deltagelse. »Det her drejer sig ikke nødvendigvis om fuldtidsbeskæftigelse. Det drejer sig om at give folk et meningsfuldt arbejde, på alle niveauer. Om det er to timer om ugen, 15 timer eller noget helt tredje.«

Med sin baggrund som fagforeningsmand lægger Carsten Jørgensen selv vægt på, at indsatserne skal føre videre, og ikke blot blive midlertidige løsninger. »Hvis man sender folk i arbejdsprøvning, så skal de prøves nogle steder, hvor der også er en reel jobmulighed bagefter.« Derfor er han skeptisk over for løsninger, der ikke har et klart sigte mod ordinær beskæftigelse. »Jeg er utrolig nysgerrig på, om virksomhederne står i kø for at hjælpe folk. Har vi offentlige tilbud, der faktisk sikrer job?«

Samtidig anerkender han, at ikke alle kan hjælpes ind i ordinær beskæftigelse. »Der er nogen, man ikke kan hjælpe, fordi de er for svage. Spørgsmålet er, om vi også gør nok for dem.« I den sammenhæng nævner han debatten om nyttejob, men uden at tage entydigt stilling. »Jeg ved ikke, om nyttejob er det rigtige. Jeg håber og tror på, at en eller anden form for ordinær beskæftigelse i en virksomhed vil give rigtig god mening, og det tror jeg sagtens kan lykkes.«

Kommunens udgangspunkt

Når snakken falder på, at Fredericia i statistikkerne ofte ligger tættere på kommuner som Lolland end på bykommuner som Odense og Aarhus, anlægger Carsten Jørgensen en mere afdæmpet tilgang end nogle af sine politiske kolleger. »Man skal jo tænke over, hvilken kommune vi er, og hvilke udfordringer vi har.« Han peger på Fredericias historie som arbejderby. »Det her er en arbejderby for pokker. Og der følger nogle ting med ved at være en arbejderby og ved at have flere mennesker med lav indkomst og udfordringer.«

For ham er pointen ikke at afvise tallene, men at bruge dem rigtigt. »Tal er taknemmelige. De skal bruges som en rettesnor til, at vi måske kan gøre noget bedre. Men sammenligninger i sig selv hjælper jo ikke nogen.«

At den høje andel af borgere på offentlig forsørgelse også har økonomiske konsekvenser for kommunen, lægger Carsten Jørgensen ikke skjul på. »Selvfølgelig betyder det noget. Selvfølgelig er der økonomi i det.« Men han advarer mod at lade økonomien blive det eneste styringsværktøj. »Det handler jo også om at sørge for, at folk ikke ender i et hul, hvor der ikke er nogen hjælp. Får vi folk de rigtige steder hen på de rigtige tidspunkter, så undgår vi også, at problemerne vokser.«

Ingen fingre – men ansvar

På spørgsmålet om der politisk er gjort nok tidligere, er Carsten Jørgensen bevidst tilbageholdende. »Som nyvalgt politiker skal jeg ikke stå og pege fingre af nogen og sige, at de ikke har gjort det godt nok. Det synes jeg er utidigt.« Til gengæld ser han fremad, og på det ansvar, der følger med et nyt udvalg. »Jeg tror på, at den synergieffekt, der er i et nyt udvalg med nye mennesker og nye vinkler, kan være med til at påvirke tingene i en positiv retning.« Han vil dog ikke love hurtige resultater. »Det vil være useriøst at sige, at vi lige om lidt ligger langt lavere. Det har jeg ikke nok viden til endnu.«

Én ting er dog klar for Carsten Jørgensen. Indsatsen skal tage udgangspunkt i dem, der har det sværest, lyder det. »Det er de svageste mennesker, vi skal hjælpe bedst muligt.« For ham er beskæftigelsespolitikken i sidste ende et spørgsmål om værdighed. »Kan vi skabe fællesskaber? Kan vi give folk en oplevelse af at bidrage, også selvom det ikke er på fuld tid? Det er det, jeg gerne vil arbejde med.«