Broprojektet ved Prangervej er nu så skævt udført, at Fredericia Kommune nægter at modtage det. Entreprenøren mener derimod, at kommunen tager fejl. Midt i den voksende konflikt bekræfter Karsten Byrgesen, at broerne ikke lever op til kravene – og at borgerne må forvente yderligere ventetid, mens jura og kvalitet skal falde på plads.

Det står nu klart, at broprojektet ved Prangervej og Sjællandsgade bliver yderligere forsinket. Den nye tidshorisont peger ind i 2026, selv om tidsplanen oprindeligt sagde midten af 2025. Samtidig er der opgjort en dagbod på lidt over én million kroner – et beløb entreprenøren afviser. Karsten Byrgesen, medlem af Teknisk Udvalg for Borgernes Liste, siger til AVISEN, at projektet har ramt en mur.

»Vi vil ikke modtage de to broer, sådan som de står nu. Den ene er simpelthen så skæv, at det er synligt for enhver. Det lever ikke op til de kvalitetskrav, der er defineret i udbudsmaterialet,« siger han. Kravene er ifølge Byrgesen ikke til at misforstå. Den tilladte tolerance er meget præcist beskrevet: en skævhed på maksimalt 0,9 centimeter over den definerede strækning. Entreprenørens leverance ligger væsentligt over denne grænse.

»Og dermed ligger sagen hos entreprenøren. De skulle have leveret i den kvalitet, vi har aftalt. Det har de ikke gjort,« siger han.

Sideløbende har området omkring Prangervej været en byggeplads i månedsvis, og tålmodigheden er tyndslidt. Byrgesen forstår frustrationen, men han afviser enhver tanke om at modtage arbejdet som det står.

»Det er selvfølgelig irriterende for borgerne. Men vi er som by bedre tjent med, at vi får det lavet ordentligt. Hvis først vi tager imod noget, der ikke lever op til kravene, så bliver det aldrig rettet bagefter. Det skal gøres nu,« siger han og tilføjer:

»Det bekymrer mig, at entreprenøren ikke selv har kunnet se, hvor skævt det var. De burde være mere selvkritiske. Det er dem, der er forpligtet til at levere varen i den rigtige kvalitet.«

Dagbod på over en million – men entreprenøren siger nej

Kommunen har opgjort en dagbod på lidt over én million kroner som følge af overskredne tidsfrister. Men entreprenøren afviser kravet. Byrgesen ønsker ikke at gå ind i detaljerne, da han ikke selv har lavet beregningen, men han har tillid til, at kommunens opgørelse hviler på den gældende kontrakt.

»Når man indgår en aftale, er der nogle vilkår. Hvis arbejdet ikke leveres til tiden, og ikke leveres som aftalt, så udløser det dagbod. Om entreprenøren er enig eller ej, det må juraen afklare. Men der er ingen tvivl om, at det er entreprenøren, der står med problemet her,« siger han.

På spørgsmålet om den nye tidsplan – som nu peger ind i 2026 – understreger Byrgesen, at kommunen ikke kan sætte noget op, før kvaliteten er i orden. »Vi bliver nødt til at vente. Vi har jo aldrig haft en bro der i mands minde, så det er ikke fordi vi river noget ned. Men vi sætter ikke noget op, der ikke kan holde. Det her skal gøres rigtigt – ellers modtager vi det ikke.«

Læs også