KULTUR. Det summede hele vejen ned gennem gaderne. Havnen var fyldt med sejlere udefra, hotellerne meldte udsolgt, og spurgte man de handlende, fik man kun brede smil tilbage. Sådan var stemningen ifølge festivalens næstformand, Bent Frandsen, da Middelfart Jazzfestival 2025 løb af stablen.
Han holder en kort pause og lyder som en mand, der lige nu befinder sig på den anden side af et marathonløb. Men mest af alt lyder han som en mand, der har svært ved at skjule sin tilfredshed.
»Vi er ovenud tilfredse,« siger han og smager lidt på ordene.
»Omsætningen er 30 procent højere end sidste år. Så det fortæller jo noget.«
Festivalen, der år efter år forvandler Middelfarts gader og torve til et pulserende jazz- og bluesunivers, har netop overstået sin 2025-udgave. Publikum strømmede til i et konstant flow, hvor stolene i det store telt ikke rigtig stod tomme på noget tidspunkt.
»Der var fyldt hele tiden,« forklarer Bent Frandsen med en vis varme i stemmen.
»Det var jævnt og godt hele vejen igennem, og der var ikke tidspunkt, hvor teltet var helt tomt.«
Men det var ikke kun det store antal mennesker, der gjorde årets jazzfestival til noget særligt, bemærker næstformanden. Det handlede lige så meget om sammensætningen af publikum, om aldersgrupper, der mødtes på tværs af generationer. Jazzen har nemlig det særlige over sig, at den favner både veteraner og unge, de nysgerrige og nostalgikerne, de garvede kendere og førstegangslytterne.
»Og pludselig så væltede den lidt yngre generation jo ind, når bands som Blues Brothers Souvenir Show gik på, og så skiftede vi nærmest pladser med en årgang, der er 20 år yngre. Det var en fantastisk oplevelse,« smiler han.
Men veteranerne gjorde sig bestemt også bemærket. Michael Carøe var et af festivalens helt store trækplastre, og Daimi, hvis tilstedeværelse alene kan få jazzhjerter til at banke lidt hurtigere, leverede en koncert, der gik lige i sjælen på publikum.
»Og så var folk virkelig positivt overraskede over Godsejernes Jazz- og Bluesband. De var på hjemmebane, og det kunne man mærke helt ud på den sidste række,« siger Bent Frandsen og tilføjer så:
»Når jazzen for alvor rammer, så mærker man det tydeligt på gæsternes reaktioner. Det gjorde vi i år.«
Denne fornemmelse af samhørighed – følelsen af at være fælles om noget særligt – begrænsede sig ikke kun til teltet eller scenen. Den bredte sig som ringe i vandet gennem hele Middelfart, for festivalens betydning rækker nemlig langt ud over scenekanten. Byen bliver løftet, fortæller Bent, som selv oplevede det både i byens butikker og i de små samtaler, man uundgåeligt falder i, når man bevæger sig rundt i Middelfart under festivaldagene.
»Jeg talte med flere hoteller, som meldte fuldt hus hele vejen igennem festivalen. Så er vi da med til at give noget til byen. Og jeg tror, at Handelsstandsforeningen ville give mig ret i, at jo mere kultur, jo bedre. Kulturen løfter byen til et højere niveau,« siger han.
En festival som Middelfart Jazzfestival består af mange små øjeblikke, hvor musik og mennesker mødes. Men for Bent Frandsen var et af disse øjeblikke alligevel lidt mere specielt end de andre.
»Da JR’s Big Band gik på scenen sammen med Michael Carøe, var det en af de der stunder, hvor man mærker helt tydeligt, hvorfor man laver sådan noget her. Alt gik op i en højere enhed lige der,« fortæller han stille, som om han genoplever koncerten midt i samtalen.
Han understreger dog også, at festivalens kirkekoncert i Middelfart Kirke var en helt exceptionel oplevelsesmæssig perle.
»Den koncert var helt fantastisk. Akustikken, stemningen, oplevelsen, det hele.«
Men selv de smukkeste øjeblikke kan ikke stå alene. De kræver hårdt arbejde, og når festivalen vokser, vokser udfordringerne med. Bent Frandsen er ikke blind for, at intet stort arrangement er uden små skønhedsfejl. I år blev pladsen trang. Streetfoodboder, ekstra udstyr og logistikken pressede sig ind, og her er der plads til forbedringer
»Vi har fået nogle ideer undervejs. Små ting, som at få hængt numre op tydeligt. Det er ren praktik, og heldigvis let at rette til næste år.«
Og næste år, ja – Bent Frandsen tøver lidt, før han med hemmelighedsfuld stemme røber en smule af, hvad der venter.
»Vi har allerede planer om nogle store udenlandske navne til næste år. Vi mangler stadig at få kontrakterne helt på plads, så jeg vil ikke sige for meget, men jeg kan godt fortælle, at der er noget stort i vente.«
Bent Frandsen siger farvel med en varm latter, der rummer lettelse, glæde og en snert af den træthed, der kommer efter et veludført arbejde.
