KRIMI. Efter flere måneders intens efterforskning har Fyns Politi nu anholdt to svenske mænd, der mistænkes for at stå bag skudepisoden mod et kolonihavehus i Biskorup Havekoloni i Odense NØ.
Episoden fandt sted søndag den 9. februar 2025, hvor gerningsmændene affyrede en række skud mod kolonihavehuset. Selvom ingen blev ramt, kunne situationen let være endt tragisk, idet flere af skuddene gik direkte gennem husets vægge.
Vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein, leder af afdelingen for økonomisk og organiseret kriminalitet ved Fyns Politi, understreger alvoren:
»Det er fuldstændig vanvittigt at affyre så mange skud mod et kolonihavehus. Selvom der formentlig ikke var personer i huset, kunne det være endt helt galt, da flere skud gik direkte gennem husets vægge. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu har kunne foretage anholdelse af disse to personer, som vi mistænker for at være gerningsmændene«.
Takket være en intensiv efterforskningsindsats og et tæt samarbejde med svensk politi lykkedes det at lokalisere og anholde de to mistænkte, henholdsvis 21 og 22 år gamle, i Sydsverige. De blev efterfølgende udleveret til Danmark.
»Takket være en stærk efterforskningsindsats fra første dag, er det nu lykkedes i et godt samarbejde med svensk politi at lokalisere og anholde de to mænd i Sydsverige,« udtaler Michael Lichtenstein.
De to mænd fremstilles i dag klokken 10.30 i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Politiet forventer, at dørene vil blive lukket af hensyn til den fortsatte efterforskning.
Af hensyn til efterforskningen ønsker Fyns Politi ikke at komme med yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.
