Fredericia Håndboldklub fortsætter sin sportslige oprustning og henter den 22-årige svenske profil Adam Ljungquist fra IFK Skövde i Handbollsligan. Playmakeren, der også kan dække venstre back, har underskrevet en kontrakt med FHK, der løber frem til sommeren 2027.
I fredags gik rygterne om Adam Ljungquist. I dag bekræfter Fredericia HK.
Med 115 mål og 92 assists i sidste sæson har Ljungquist allerede markeret sig som et af svensk håndbolds mest lovende navne, og i indeværende sæson har han været en del af det svenske ligalandshold.
»Det har været et rigtig godt førsteindtryk af klubben. Alle omkring holdet har taget utrolig godt imod mig, og jeg mærker, at FHK er en professionel klub med et stærkt setup. Jeg har set mange af kampene, så jeg kendte godt til klubben i forvejen, men det er noget særligt at stå her og opleve det på tæt hold,« siger Adam Ljungquist.
Den unge svensker beskriver skiftet til Fredericia som det naturlige næste skridt i sin karriere.
»Det er et godt miljø for mig at fortsætte min udvikling i. Der er mange dygtige og erfarne spillere, og konkurrencen på holdet er hård – men på den gode måde, hvor vi gør hinanden bedre. Hallen er fed, og faciliteterne fungerer. Alt føles rigtigt her,« siger han.
Fredericia Håndboldklub har i den seneste periode været udfordret af skader og et tæt kampprogram, og direktør Thomas Renneberg-Larsen ser tilgangen som både en sportslig og strategisk forstærkning.
»Adam er en spiller, der kan skabe noget ud af ingenting. Han er eksplosiv, dygtig i duellerne og samtidig en spiller med stort overblik. Hans profil passer perfekt ind i den måde, vi gerne vil spille håndbold på,« siger han.
Renneberg-Larsen understreger, at handlen ikke blot handler om at lukke et hul i truppen.
»Det handler lige så meget om at kigge fremad. Adam er en spiller med potentiale til at udvikle sig yderligere hos os, og vi tror, han hurtigt vil falde ind i kulturen og energien omkring holdet. Det er en signing, der både giver os kvalitet nu og perspektiv på sigt.«
Adam Ljungquist ser frem til at møde FHK-fansene og til at spille i både ligaen og europæisk sammenhæng.
»Jeg glæder mig meget til at komme i gang i den danske liga. Det er en stærk liga, og jeg ser virkelig frem til at møde vores fans til første hjemmekamp og mærke den stemning, som de andre spillere har talt så varmt om. Samtidig betyder det meget for mig at få lov til at spille europæisk håndbold igen. Med så mange kampe i vente får jeg masser af mulighed for at udvikle mig som spiller,« siger han.
Med tilgangen af Adam Ljungquist fortsætter Fredericia Håndboldklub arbejdet med at styrke truppen og positionere sig som et hold, der kan spille med helt i toppen af dansk håndbold.










