Tak for dommedagsprofetien Jens Jørgen Pedersen (JJP). Vi har nu forstået, at mennesket er en parasit på planeten, virksomheder er kyniske miljøbøller, og statsledere er rendyrkede øko-ignorante narcissister med CO₂ i blodårerne.
Men lad os lige tage et skridt tilbage – og trække vejret (mens vi stadig må).
Jorden har aldrig været statisk. Den har været dækket af is, dækket af hav, dækket af liv – og for nylig: dækket af meninger. Klimaet har altid ændret sig. Danmark er ikke bare vikinger og velfærd – vi er også et produkt af istidens kreative bulldozer. Så ja, klimaet forandrer sig. Det har det altid gjort. Spørgsmålet er ikke, om det ændrer sig, men hvordan vi håndterer det.
Det er ikke nødvendigvis “misbrug”, når vi forsøger at føde 8,5 milliarder mennesker, mange af dem i middelklassen, der, surprise, også gerne vil have køleskab, varme og Netflix. Det er et naturligt pres. Det skal håndteres med klogskab, ikke med moralsk overlegenhed og gentagelser af E.P. Odum fra 1960’erne.
Så når du kalder mennesker for “store egoister” og “tåbelige krigsmagere”, ja, så er det måske en god idé at tage et kig på virkeligheden: Verden er i krig. Verden er urolig. Danmark – vores lille grønne smørhul – er blevet en forpost i en ny geopolitisk virkelighed, hvor vi ikke kan redde hele planeten med skraldesortering og foldbare elcykler alene.
Faktisk bør vi i højere grad forberede os på klimatilpasning – altså sikring mod de ændringer, vi ved kommer. Det er langt mere effektivt end skamfuld selvpiskning. Andre lande må lære at dyrke afgrøder, der kan overleve i deres egne vejrforhold – tørke, oversvømmelser og alt det indimellem. Det er ikke raketvidenskab, det er landbrug 2.0. Med lidt GMO på toppen.
Udflagning af produktion? Jo, det sker. Men det er også en økonomisk redningsplanke for millioner. Job i Asien har løftet hele familier ud af sult, fattigdom – og ja, i nogle tilfælde ud af prostitution og børnearbejde. Måske ikke perfekt, men bedre end alternativet.
Danmark er ikke problemet. Vi er blandt de bedste i klassen. Men vi er ikke Jesus med vindmøller.
Det her handler ikke om at undgå forbrug – det handler om at forvalte fornuftigt. Vi skal bruge teknologien, ikke afvise den. Vi skal tænke smartere, ikke skælde ud. Vi skal ikke dyrke jorden som i 1950, men som i 2050. Vi skal rydde op i havene, uden at tro, at løsningen findes i endnu en moralsk svada over globalt forbrug.
Realiteten er, at vi alle sidder på samme gren, nogle af os forsøger at bygge et rækværk med både fornuft og fremsyn, andre råber bare “PAS PÅ!” som om det i sig selv løser noget. Vær ærlig: Dine røde venner mod øst ser nok noget anderledes på virkeligheden – især når det handler om ansvar, frihed og fremtid.
