Fredericia AVISEN havde onsdag d. 05. november 2025 besøg af Dansk Folkepartis Borgmesterkandidat i Fredericia, Susanne Eilersen. Det blev til en længere samtale om personen bag politikeren, den politiske status for hende og Dansk Folkeparti netop nu, ligesom nogle af valgkampens vigtigste temaer fik ord med på vejen. Nedenfor kommer et fyldigt resumé af Tv-interviewet, som du kan se i sin helhed nederst i artiklen.

Hun kalder sig selv »en moden dame«, der glæder sig til sit tredje barnebarn, men som stadig har gejst, erfaring og vilje til at kæmpe for Fredericia. Som borgmesterkandidat for Dansk Folkeparti, Susanne Eilersen, går ind i valgkampen med et klart budskab: borgeren skal igen i centrum.

»Jeg kærer mig om dem, der måske har nogle sværere vilkår end jeg selv sidder i i dag. Jeg kommer fra en arbejderfamilie og ved, hvordan det er at vende hver en femøre. Det tager man med sig i livet – også i politik,« fortæller hun.

Fra arbejderfamilie til Christiansborg
Opvæksten i en arbejderfamilie har præget hendes syn på både liv og politik.

»Jeg boede alene med min far, da min mor døde, da jeg var fem år. Dengang var der ingen hjælp at hente for en enlig far. Vi måtte vende hver femøre. Når benzinen steg i 80’erne, kunne det være svært at få økonomien til at hænge sammen. Det har lært mig at kæmpe og forstå dem, der har det svært,« fortæller hun.
Susanne Eilersen blev uddannet i detailhandel, senere økonomiassistent og arbejdede blandt andet 12 år på Trinity i Fredericia. »Det var en fantastisk arbejdsplads, hvor man behandlede medarbejderne ordentligt. Jeg har altid haft det sådan, at jeg gerne vil gøre en forskel der, hvor jeg er,« siger hun.

Fra sofa-kommentator til folkevalgt
Vejen ind i politik begyndte, som hun siger, med en »mild påmindelse« fra sin mand.

»Han syntes, jeg havde siddet og skældt ud for længe foran fjernsynet. Jeg var utilfreds med, hvordan EU tog selvbestemmelsen fra Danmark. Jeg er nationalkonservativ, og jeg vil gerne have, at vi selv må bestemme, hvordan vi lever i Danmark,« siger hun og tilføjer:

»Da Pia Kjærsgaard kom frem, var der noget, der klikkede. Hun kom fra små kår, og jeg kunne se mig selv i hende. Hun blev et forbillede for mig, og derfor gik jeg ind i politik for 27 år siden.«

Værdighed, retfærdighed og troværdighed
Susanne Eilersen beskriver sig selv som et menneske, der sætter værdighed og retfærdighed højt – værdier, hun også mener, bør kendetegne kommunen.

»Jeg tror meget på, at man kan være troværdig. Hvis jeg lover noget, så vil jeg også gøre alt, jeg kan for at holde det. Man skal kunne se sig selv i spejlet og ikke komme med højt flyvende ønsker, som man godt ved, man ikke kan indfri,« siger hun.

Med 16 år i byrådet, erfaring fra Folketinget og en lang karriere i erhvervslivet føler Eilersen sig klar til at tage næste skridt. »Når man går ind i politik, så rækker man også ud og gerne vil tage ansvaret. Jeg synes, jeg kan bidrage med noget,« siger hun og tilføjer, at hun er klar til at påtage sig borgmesterposten, hvis vælgerne og byrådet peger på hende.

En DF’er i hjertet
Dansk Folkeparti har været igennem en turbulent tid, men Eilersen mærker fremgang og optimisme.

»Jeg har været med på hele rejsen. For fire år siden stod vi på nippet til at ryge under spærregrænsen. Jeg sagde dengang, at jeg er DF’er i hjertet – og hvis det viste sig, at vi ikke kunne bære mere, så måtte jeg dø med støvlerne på. Men vi har fået fat igen,« siger hun og peger på partiets nuværende formand, Morten Messerschmidt, som en samlende kraft.

En ny måde at lave politik på
Eilersen fremhæver, at byrådet i Fredericia i denne valgperiode har fundet en ny, mere samarbejdende måde at lave politik på.

»Vi har nu i to budgetter lavet aftaler på en helt anden måde, end vi nogensinde har gjort før. Tidligere forhandlede Socialdemokratiet enkeltvis med partierne. Nu sidder vi alle sammen ved bordet. Det giver en helt anden dynamik og en positiv måde at arbejde på,« siger hun.

Den model håber hun, at byrådet vil videreføre efter valget: »Vi skal fortsætte med at arbejde på den måde de næste fire år. Det kommer Fredericia til gavn.«

Billede 1 af Susanne Eilersen under Tv-interview d. 05. november 2025
Billede 1 af Susanne Eilersen under Tv-interview d. 05. november 2025

Mærkesager: Velfærd, borgerinddragelse og levende by
I valgkampen er det velfærden, der står øverst på Dansk Folkepartis dagsorden.

»Vi sætter personer før systemer. Kommunen skal igen være en servicevirksomhed, hvor borgerne bliver mødt med respekt og værdighed. Det må ikke føles som systemet mod borgeren,« siger Eilersen.

Hun peger også på erhvervsliv og byliv som afgørende for fremtidens Fredericia:
»For at man ønsker at bosætte sig i en kommune, skal basis være i orden – skole, daginstitutioner osv. Men vi skal også have en levende by med caféer, restauranter og et aktivt handelsliv. Og vi skal turde række mere ud til erhvervslivet og samarbejde om opgaver. Det giver bedre resultater.«

Midtbyen og borgernes stemme
Udviklingen af midtbyen er et emne, der fortsat deler vandene. Her er Eilersen klar i sin tilgang:

»Vi skal have mere borgerinddragelse. Vi skal ikke komme med færdige projekter, som borgerne så kan tale ind i. Vi skal modellere projekterne sammen med borgerne,« siger hun og tilføjer, at byen ikke bør lukkes af for biler.

»Jeg tror ikke på, at en detailhandel kan overleve, hvis man ikke kan tage sin bil med ind og handle. Vi skal starte med et blankt stykke papir og spørge borgerne, hvad de synes, er en god idé.«

Folkeskole og fællesskab
Eilersen er åben for at ændre den nuværende distriktsmodel i folkeskolen, som hun selv var med til at indføre.

»Der er bare nogle ting, der ikke virker. Vi skal turde gå tilbage og sige, at vi må kigge på noget andet. Ledelseslaget er blevet for tungt, og der er for mange lag, før man kan komme igennem. Det skal vi have gjort op med,« siger hun.

Ændringerne skal dog ske i tæt dialog med elever, forældre og lærere:
»Jeg er meget lydhør. Vi skal lave ændringer, hvor der ikke ligger besparelser i. Det er meget vigtigt for Dansk Folkeparti.«

En borgmester for fællesskabet
Hvis vælgerne giver hende mandatet, lover Eilersen en ledelsesstil, der samler.

»Jeg vil gerne have, at Fredericia bliver en politisk ledet kommune igen. Vi skal turde tage ledelsen og det politiske ansvar. Samtidig skal man som borgmester være inddragende og få alle med. Alle skal føle sig set, hørt og respekteret,« siger hun. Og inden hun rejser sig, sender hun en klar, demokratisk opfordring ud til alle vælgere forud for valgdagen:
»Det allervigtigste er, at vi går ud og stemmer den 18. november. Uanset hvor man sætter sit kryds, så er det vigtigt, at stemmeprocenten bliver så høj som muligt. Det understøtter demokratiet – også i Fredericia.«

Se og lyt til hele interviewet her:

Tv-interview m. Susanne Eilersen d. 05. november 2025 om sig selv og KV25