Sune Nørgaard: »Det er fuldstændig sindssygt – nu skal hele familieafdelingen undersøges

0

For Dansk Folkepartis byrådsmedlem Sune Nørgaard er der ikke meget at tage fejl af. Fredericia Kommunes familieafdeling står midt i en tillidskrise, og ifølge ham er det ikke kommet ud af det blå. Efter at have set interviews med forældre, der åbent fortæller om deres oplevelser med sagsbehandlingen, er hans reaktion klar:

»Mit umiddelbare svar vil være, at det er fuldstændig sindssygt. Men jeg er jo desværre ikke overrasket. Jeg har råbt vagt i gevær i mange år omkring familieafdelingens køren og laden og den mangelfulde sagsbehandling. Det er rart, at det kommer frem i lyset nu, men det burde være sket for længst,« siger han.

Mødt omkring 50 familier

Sune Nørgaard har ikke kun fulgt sagen fra byrådssalen. Han har selv haft personlig kontakt med et stort antal forældre, der har stået i sager med familieafdelingen.

»Jeg har igennem de sidste par år mødtes med omkring 50 familier løbende, og de er jo i deres følelsers vold. Mange af dem har fået frataget deres børn. Forløbene starter måske med, at et barn mistrives, og så udvikler det sig til skolevægring. Derfra begynder kommunen at mistænke forældreevnen, og til sidst ender det i tvangsanbringelser. Hvor er den forebyggende indsats henne?« spørger han.

Han beskriver et system, hvor hjælpen først kommer alt for sent. »Nu har jeg jo set direktørerne lægge sig fladt ned. Men der er jo ikke noget hjælp at hente. Man lader stå til, indtil situationen er så grel, at børnene bliver tvangsanbragt. Det er uacceptabelt,« siger han.

Vil have uvildig undersøgelse

For Sune Nørgaard er næste skridt tydeligt. Han mener, at hele området skal kulegraves – ikke bare dele af det.

»Vi vil have en uvildig undersøgelse af hele området – helt ned i detaljerne. Det handler både om arbejdsmiljø, sagsbehandling og økonomi. Alt skal frem i lyset. Det er slut med at snakke. Nu er det tid til at handle,« siger han.

Kravet om en omfattende undersøgelse er ikke nyt. »Dansk Folkeparti stod fast på det samme i 2019. Vi vil have undergravet hele familieafdelingen med en tættekam, for vi kan ikke fortsætte som nu. Vi har ødelagt rigtig mange familier, og det er fuldstændig uacceptabelt,« siger han.

Kritik af skolernes rolle

Ifølge Nørgaard hænger problemerne i familieafdelingen også sammen med forholdene i kommunens skoler. Han mener, at udfordrede børn ikke får den rette hjælp tidligt nok, og at presset på specialområdet er for stort.

»Det starter jo helt i skolen. Skolerne sejler også – det kan man se på karaktergennemsnittet. Man propper masser af udfordrede børn ind i folkeskolerne og laver overbelægning på specialskolerne. Det hele sejler. Jeg har råbt vagt i gevær i så lang tid nu, at det er tydeligt for enhver, der ser de her klip, at vi trænger til et opgør i Fredericia,« siger han.

Midlertidige anbringelser tæt på hjemmet

Sune Nørgaard mener, at en del af løsningen kan være at tænke mere lokalt og fleksibelt, når der er behov for at fjerne et barn fra hjemmet.

»Hvis vi var lidt visionære her i byen, så byggede man nogle bygninger, hvor der var plads til midlertidige anbringelser. Så kunne børnene blive placeret tættere på deres forældre, få den rette hjælp og blive udredt, i stedet for at man sender dem 300 kilometer væk. Det ville være bedre for børnene, og det ville give forældrene en reel mulighed for at være en del af processen,« siger han.

Et system bygget på lag

For Nørgaard er den største udfordring dog den måde, hele systemet er bygget op på.

»Det er jo tragisk i virkeligheden. Vi har bygget system for systemets skyld efterhånden. Vi har bygget lag på lag på lag. Vi har ikke brug for flere lag. Vi har brug for en hård og kontant ledelse, der kan finde ud af at rette Fredericia op i en retning, hvor vi kan være stolte af at hjælpe de mennesker, der har behov for hjælp,« siger han.

Han slutter med en klar besked: »Det her har stået på alt for længe. Vi har snakket om det i årevis, men intet grundlæggende er ændret. Nu skal der handling til.«