
SPORT. FC Fredericia vandt lørdag overbevisende 3-0 over AC Horsens, og flere præstationer stak ud.
Her følger AVISENs vurdering af FC Fredericias spillere efter kampen mod AC Horsens:
Valdemar Birksø (10):
Birksø fortsætter med at imponere mellem stængerne og kan nu notere sig for imponerende seks clean sheets i de seneste ti kampe. En sikker sidste skanse.
Svenn Crone (4):
Ikke Crone’s mest fremtrædende kamp. Han leverede ikke det store offensivt, men udførte sine defensive pligter uden større problemer.
Jeppe Kudsk (7):
Stabiliteten selv i FC Fredericias midterforsvar. Kudsk spillede igen en solid kamp, hvor han sjældent satte en fod forkert.
Frederik Rieper (10):
Leverede et mål, der sendte tankerne tilbage til Daniel Aggers storhedstid. En fantastisk scoring fra distancen af den høje midterforsvarer, som også spillede fejlfrit defensivt.
Daniel Kristjansson (4):
God boldomgang som vanligt, men skilte sig ikke for alvor ud i dagens kamp.
William Madsen (7):
En spiller, der sjældent stjæler overskrifter, men som med sit usynlige slid og intelligente placeringer gør sine medspillere bedre. Sådan var det igen mod Horsens.
Felix Winther (4):
Leverede en solid arbejdsindsats på den centrale midtbane, uden dog at være specielt iøjnefaldende.
Moses Opondo (4):
Havde ikke heldet med sig. Begik et noget klodset straffespark, som Horsens dog brændte, og misbrugte samtidig selv en enorm chance i første halvleg.
Jonathan Lindekilde (4):
En relativt anonym indsats af Lindekilde, men faldt heller ikke negativt ud af kampen.
Gustav Marcussen (4):
Formåede ikke at sætte sit præg på kampen, og blev da også erstattet allerede ved pausen.
Asbjørn Bøndergaard (4):
Arbejdede som vanligt hårdt og uselvisk. Burde dog have haft en assist efter fremragende forarbejde, som desværre blev misbrugt af Opondo.
Emilio Simonsen (10):
Super-indskifteren slog til igen med to mål i anden halvleg efter sin entré ved pausen. Simonsen har kæmpet med skader, men mod Horsens viste han, hvilken gevinst han kan blive for FC Fredericia fremover.
Patrick Egelund (UB):
Spillede ikke nok til at blive vurderet.
Jakob Jessen (UB):
Spillede ikke nok til at blive vurderet.
Adam Andersen (UB):
Spillede ikke nok til at blive vurderet.
Agon Mucolli (UB):
Spillede ikke nok til at blive vurderet.
Cheftræner Michael Hansen (10):
At kunne motivere sit hold til en så stærk præstation efter oprykningen allerede var sikret, vidner om klasse. Hansen ramte plet med sin udskiftning i pausen, hvor Emilio Simonsen kom ind og afgjorde kampen.
