
KOLDING. Løverodde Strand kan se frem til et stort løft. Lokale og Anlægsfonden har bevilget 4,5 millioner kroner til et nyt projekt, der skal sikre, at alle – uanset funktionsniveau – kan få glæde af stranden og vandet.
Bevillingen kommer fra fondens kampagnepulje Strandlivets rum og rammer og markerer det første store skridt mod at realisere en række nye faciliteter. Planerne omfatter en multifunktionel bygning med toiletter, handicaptoilet, omklædningsrum, sauna og en baderampe, så kørestolsbrugere og gangbesværede får lettere adgang til fjorden. Derudover skal den eksisterende anløbsbro restaureres og udvides med opholdspladser, bænke og ramper.
Bygningen bliver opført i naturmaterialer som træ og flettet ålegræs for at passe ind i de naturskønne omgivelser mellem Stenderup Nørreskov og Kolding Fjord.
Projektet har et samlet budget på 13,9 millioner kroner. Kolding Kommune bidrager med omkring to millioner, men der mangler stadig finansiering, før planerne kan blive til virkelighed. Nu skal kommunen derfor søge yderligere fondsmidler.

Borgmester Knud Erik Langhoff glæder sig over bevillingen:
»Løverodde er allerede en af de store naturperler i Kolding Kommune. Hvis vi kommer i mål med de nye faciliteter, bliver stranden og vandet tilgængeligt for alle, og det vil samtidig give området et markant løft og understøtte den store interesse for aktiviteter både ved og på vandet. Vi er meget glade og taknemmelige for støtten fra Lokale og Anlægsfonden og ser frem til at arbejde videre med projektet i tæt samarbejde med en række nøgleaktører.«
Også direktør i Lokale og Anlægsfonden, Jon Gerner, fremhæver projektets betydning:
»Oplevelser i naturen efterspørges af stadig flere, og ved Løverodde er der gode muligheder for at få fede friluftslivsoplevelser både over og under overfladen. Alt for ofte er mennesker med funktionsnedsættelser desværre udelukket fra disse oplevelser, men med projektet på Løverodde viser Kolding Kommune, at friluftsliv kan være og er for alle.«
Hvis alt går efter planen med byggetilladelser og finansiering, kan de nye faciliteter stå klar i 2027.
Udover projektet på Løverodde har puljen også støttet tre andre projekter i Kalundborg og Helsingør Kommuner samt på Færøerne.