BUSINESS. Madoasen i Danmarksgade 49 i Fredericia har ikke mange måneder på bagen, men allerede nu står organisationen over for en flytning. Bygningen har fået ny ejer, og det har skabt usikkerhed om fremtiden for den lokale madoase.
»Bygningen fik en ny ejer, og derfor vidste vi ikke rigtig, hvor vi stod. Men nu ved vi, at vi flytter, og at det bliver til nogle større lokaler,« fortæller Benjamin Erichsen fra Stop Spild Lokalt.
En ny adresse er endnu ikke på plads, men forhandlingerne er i gang, og organisationen regner med at kunne melde mere ud snart.
Madoasen åbnede i sommeren 2025 og var på det tidspunkt Stop Spild Lokalts 31. madoase på landsplan. Bag konceptet står frivillige, der henter overskudsmad fra lokale supermarkeder og leverandører — mad der intet fejler, men som ellers ville ende i containeren. For et håndteringsgebyr på 35 kroner kan alle fylde en pose med brød, grøntsager, mejeri og tørvarer.
Organisationen Stop Spild Lokalt blev grundlagt i 2016 af den dengang 17-årige Rasmus Erichsen og uddeler i dag dagligt omkring 30 tons overskudsmad på landsplan.










