EVENTS. Urbania Street Food har for alvor fået comedy ind under huden. Onsdag den 4. februar er der igen lagt op til en aften, hvor grinene sidder løst, når tre markante navne fra den danske standupscene gæster Fredericia: Jakob Thrane, Simon Tang og Johnny Robertson.

Ifølge Brian Løkkegaard fra Urbania Street Food er der tale om tre komikere, som – trods deres unge alder – allerede har masser af erfaring i bagagen. »Det er unge knægte i comedymiljøet, men allerede med meget erfaring. De rammer bredt, og flere af dem har været synlige på sociale medier og også haft tv ind over. Det er nogle energiske energibomber, som kommer herned, og som rammer ret hårdt,« fortæller han.

Latter fra første replik

Comedy Night på Urbania har på kort tid udviklet sig til et fast trækplaster, og det skyldes ikke mindst stemningen i lokalet. Her er der ikke langt fra scene til publikum – hverken fysisk eller mentalt. »Stemningen er altid super intim, meget nærværende og eksklusiv god. Vi har et publikum, som går ind ad dørene med en klar parathed til at grine,« fortæller Brian Løkkegaard.

Den oplevelse bliver ikke kun bemærket af arrangørerne selv. Også komikerne, der står på scenen, vender igen og igen tilbage med den samme tilbagemelding efter deres optrædener på Urbania. For dem er det tydeligt, at publikum i Fredericia er med fra første øjeblik. »Næsten hver gang får vi at vide, at det er en ekstremt god stemning. Normalt skal man lige bygge noget varme op i et lokale, men hernede er folk klar fra første strofe. De er simpelthen super grineparate,« siger han.

Ifølge Brian Løkkegaard er det heller ikke usædvanligt, at latteren begynder, allerede inden showet for alvor er i gang. »Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har lagt mærke til, at folk nærmest griner, allerede når den første siger velkommen. Det siger noget om den nærværende stemning, vi har hernede,« siger han.

Udsolgt – igen og igen

At Comedy Night på Urbania Street Food har ramt noget rigtigt, kan også ses direkte i billetsalget. Publikum i Fredericia har for længst fået øje på aftenerne, og mønstret gentager sig gang på gang. »Vi har kun omkring 150 pladser herinde, så alle kan se. Det er dem, der bliver sat til salg, og så løber vi udsolgt. Det ved vi,« siger Brian Løkkegaard.

Den begrænsede størrelse er samtidig en del af forklaringen på den særlige stemning, hvor publikum sidder tæt på scenen, og komikerne hurtigt mærker reaktionerne. Men det betyder også, at der ikke er plads til at vente, hvis man vil være sikker på en billet. »Vil man være sikker på en plads, så er det nu, man skal være hurtig, plejer vi at sige.«

Onsdag den 4. februar åbner dørene på Urbania Street Food klokken 16.00, mens Comedy Night går i gang klokken 20.00. Aftenen byder på street food, kolde drikke – og ifølge arrangørerne – en stemning, hvor latteren hurtigt fylder rummet.