KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte tidligt søndag morgen tage hårdere midler i brug, da en spirituspåvirket bilist blev standset midt på Vejlefjordbroen.
Klokken var 01.21, da en patrulje standsede en personbil, som vakte politiets mistanke. Bag rattet sad en 39-årig mand fra Aars, som betjentene hurtigt mistænkte for at have fået for meget at drikke. En udåndingsprøve viste da også, at bilisten havde en promille langt over det tilladte.
Men hvad der kunne være endt med en rutinemæssig anholdelse, eskalerede hurtigt, da den 39-årige fik besked om, at han var anholdt og sigtet for spirituskørsel.
»Han hidser sig noget op og slår ud efter den ene kollega og skubber den anden,« fortæller vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi med henvisning til sine kolleger i patruljen, der stod for anholdelsen.
På grund af mandens aggressive opførsel var betjentene nødt til at anvende den fornødne magt for at få ham pacificeret og anholdt. Den 39-årige blev derfor ikke kun sigtet for spirituskørsel, men også for vold mod tjenestemand samt modstand mod anholdelse.
Politiet kan endnu ikke sige med sikkerhed, hvad der fik patruljen til at standse den pågældende bil på broen.
»Jeg ved ikke, om det var en rutinemæssig standsning, eller om det var hans kørsel, der gav anledning til kontrollen. Men når han blev standset ude på broen, ville jeg tro, at det har været hans kørsel, der har fanget patruljens opmærksomhed,« forklarer Torben Wind.
Den 39-årige mand blev løsladt igen efter afhøring, men kan nu se frem til en sag, der omfatter flere alvorlige sigtelser.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag klokken 10.00.
