Byrådsmødet i Fredericia 1. september blev en uskøn demonstration af manglende politisk lydhørhed, arrogance og fremstilling af det, der ligner en ny rød/grøn alliance mellem Konservative, SF og Socialdemokratiet. Partierne præsenterede et nyt fælles dagsordenspunkt minutter før starten på byrådsmødet og i øvrigt nikkede de tre partier i takt til alle fortrædelighederne.

Dramaet stod omkring behandlingen af en ny 1584 siders kommuneplan. En unfair plan der bestemmer, at der skal kunne anlægges en tredje Lillebæltsbro i Snoghøj, uden der er sagt ET ORD om, hvor de mange nye vognbaner og to togspor skal pløje sig gennem Snoghøj og Erritsø. Det siger Borgernes Liste siger nej til.

Planen udpeger også et stort område umiddelbart syd for landsbyen Egeskov og Bøgeskov, hvor der skal kunne etableres et gigantisk Biogasanlæg. Det betyder at naboer, besøgende til udstillinger i vores MesseC, Madsby legeland, Superliga fodbold, håndbold og mulige tilflyttere, skal mødes af ”EN KVALMENDE LUGT AF FORRÅDNELSE” (CitatatDR.TV 12/09/24, Mikkel Frandsen) og dernæst synet af Crossbridge når de ankommer til fæstningsbyen. Det er uhørt. Borgernes Liste har forsøgt at ændre en unfair og direkte skadelig plan. Borgernes liste argumenterede under behandlingen i Byrådet d. 25. Juni2025 imod planerne og jeg udbad mig en forklaring. Der blev ikke lyttet og derfor stemte vi imod. 

Det var en blanding af komisk og tragisk, at formanden for Klima- og Miljøudvalget Tommy Rachlitz Nielsen (de konservative) på byrådsmødet 1. september udtalte, at han var stolt over at udpege store områder til vindmøller og solceller, stik imod ønskerne fra de mange fremmødte borgere fra den skønne landsby Herslev. Hvordan kan man være borgmesterkandidat og så være stolt over andre menneskers ulykke. 

INGEN har bedt Fredericia om at lægge skøn natur og dyrebar landbrugsjord til jernmarker med solceller. Vi taler om et areal der svarer til 700 fodboldbaner. Jeg spurgte flere gange om hvorfor, men jeg fik ikke noget svar. 

Det er nærliggende at tænke, at der må stikke noget under. Mon den nye grøn røde alliance ved noget som vi andre ikke ved? Er det derfor de tre partiers repræsentanter sad tavse og kiggede ned i bordet under den lange forhandling. Er der mon lavet en aftale om, at strømmen fra jernmuren rundt om Herslev skal forsyne et nyt stort strømslugende datacenter, en brintfabrik og en omlægning af Skærbækværket fra biomasse til el. Stikker der noget under?