Retshjælp uden for de store byer får nu en håndsrækning. Fremover kan socialrådgivere træde ind og bidrage til arbejdet på landets retshjælpskontorer, efter at Folketingets retsudvalg og Civilstyrelsen har besluttet at ændre praksis. Initiativet er blevet mødt med stor opbakning fra flere sider og ses som en løsning på udfordringerne med at rekruttere jurister i landdistrikterne.
Det var SF’s retsordfører Karina Lorentzen, der i foråret 2024 stillede forslaget om at tillade socialrådgivere at bistå i retshjælpen. Forslaget blev vedtaget med bred opbakning i Folketinget, og den 17. december meldte Civilstyrelsen officielt ud, at praksis nu er ændret.
– Det her er vigtigt, fordi retshjælp sikrer rådgivning til nogle af samfundets mest udsatte borgere, siger Karina Lorentzen.
– Retshjælp er jo en brik i at sikre retfærdighed, og det duer jo ikke, at de risikerer at lukke, fordi de ligger i landdistrikterne langt væk fra uddannelsesbyerne, der udbyder jura. Det gør det nemlig ekstra svært at rekruttere jurister, og alternativet vil jo være nul rådgivning, understreger hun.
Hjælp til udsatte områder
Initiativet kommer på et tidspunkt, hvor flere retshjælpskontorer uden for de større byer har kæmpet for overlevelse. Blandt andet var Stevns Retshjælp tæt på at måtte lukke, da det ikke var muligt at skaffe tilstrækkeligt med jurister.
Hos KFUM’s Sociale Arbejde, der driver 18 retshjælpskontorer fordelt over hele landet, herunder i Tønder, Grenå og Aabenraa, ser man de nye muligheder som en markant styrkelse af indsatsen.
– Det gør det muligt for os at øge vores volumen og rækkevidde i steder af landet, hvor det er svært at finde og engagere jurister, skriver Michael Seeberg, udviklingschef hos KFUM’s Sociale Arbejde i et opslag på mediet LinkedIn.
Han peger på, at socialrådgivere kan tilføre en særlig faglighed, der bidrager til at løfte kvaliteten af rådgivningen, især i sociale sager.
En løsning for de mest udsatte
Ifølge Dansk Socialrådgiverforening vil socialrådgivernes kompetencer kunne gøre en væsentlig forskel for borgere, der ofte står i komplekse sociale og juridiske problemstillinger. Socialrådgiverne kan her skabe mere nærvær og give borgerne nye handlemuligheder i svære situationer, forklarer de.
Civilstyrelsen understreger i sin udmelding, at socialrådgivere vil kunne yde rådgivning i samråd med jurister eller jurastuderende under supervision af jurister. Ændringen er en del af en større indsats for at sikre, at retshjælpen forbliver tilgængelig – også i landets yderområder.
Med de nye regler håber aktørerne at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel på retshjælp, samtidig med at de sikrer, at ingen borgere efterlades uden mulighed for støtte og rådgivning, og Karina Lorentzen fortæller, at hun er glad for, at forslaget nu bliver en realitet.