POLITIK. I Fredericia henviser mange byrådspolitikere til en kommende skoleanalyse som grundlaget for at kunne tage stilling til fremtidens skoleområde og skolemodel. Men en aktindsigt i kommunens dokumenter viser, at den brede analyse endnu ikke er sat i gang. Det forløb, der indtil nu har fundet sted, er alene et indledende arbejde med konsulenthuset Komponent – og det samarbejde er afsluttet.

Fredericia Kommune har afregnet Komponent for i alt 262.840 kroner ekskl. moms. For beløbet leverede firmaet en række interviews og en status på forholdet mellem specialområdet og almenområdet. Derefter blev samarbejdet afsluttet.

Det bekræfter Karen Heebøll, direktør for Familie, Børn og Læring i Fredericia Kommune.

»Det, der skete, og som også fremgår af aktindsigten, er, at vi havde en status med politikerne i starten af 2025 om, hvor vi stod med skoleanalysen. Der var politiske drøftelser om, hvor vi var, og hvad vi var i gang med at se på. På den baggrund var der enighed om, at der var brug for at gå bredere ud i forhold til de parametre, der skulle kigges på,« siger hun.

Kun et afgrænset forløb

Karen Heebøll understreger, at det oprindelige arbejde med Komponent var meget snævert.

»Det, jeg havde aftalt med Komponent, var at starte med at se på specialområdet i forhold til almenområdet. Der blev gennemført nogle interviews, og det var det. Efterfølgende aftalte jeg med politikerne, at vi skulle bruge tid på at afklare, hvilke parametre vi skal kigge på, når vi skal hæve kvaliteten og forbedre trivsel og resultater i folkeskolen. Det er det, der ligger i det kommissorium, som blev vedtaget politisk,« siger hun.

Dermed er det arbejde, som mange politikere fortsat henviser til, reelt ikke sat i gang. Ifølge aktindsigten er Komponents bidrag afsluttet, og kommunen befinder sig i en afventende fase, hvor det først skal defineres, hvad en egentlig analyse skal indeholde.

Dialog med VIVE

Siden Komponent stoppede, har kommunen haft møder med VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter, som har givet input til, hvilke områder der typisk har betydning for kvalitet i folkeskolen.

»Vi havde derefter drøftelser om, hvad vi så skulle gøre. Vi holdt et møde med VIVE om, hvad de ved om kvalitet på området, og hvad man kunne kigge på. Så det har været forløbet, og det er jo et stort tema,« forklarer Heebøll.

Hun gør samtidig klart, at processen hidtil ikke har været præget af dramatik.

»Hvordan forbedrer man trivsel og resultater? Det er det, vi har haft fokus på, og det er foregået udramatisk. Den viden, som Komponent fik gennem interviews, var jeg rigtig glad for, og den har vi administrativt samlet op på,« siger hun.

Afsluttet opgave – afventende situation

Samarbejdet med Komponent er altså afsluttet, og den brede analyse, som skal kunne levere svar på de store spørgsmål, er endnu ikke påbegyndt.

»På den opgave, de kiggede på, er samarbejdet afsluttet. Vi har efterfølgende været i dialog med politikerne om, hvad de ønsker at få set på. Det er dér, vi er nu,« siger Karen Heebøll.

Hun peger på, at der nu ligger et oplæg fra VIVE, som kommunen kan bruge til at afgrænse, hvad en ny analyse bør indeholde.

»Planen er, at vi får et bud på, hvordan man kan kigge bredere på de elementer, der er vigtige at få belyst. Vi har fået et oplæg fra VIVE om, hvad de ved har betydning for kvalitet i folkeskolen. Ud fra den politiske dialog, vi har haft, arbejder vi videre. Kvalitet er et bredt ord, men det handler om at forbedre resultater og trivsel,« siger hun.

Konsulenter er dyre

Afregningen med Komponent er sket, og der er stadig penge tilbage af de midler, som byrådet afsatte til analysen.

»Der er afsat et budget, og vi har naturligvis afregnet Komponent for de timer, de har brugt. Afregningen var 262.840 kr. ekskl. moms. Der er penge tilbage. Men det er også vigtigt, at vi gør os klart, hvad det er helt afgørende at bruge tid og penge på, når vi sætter eksterne konsulenter i gang. Konsulenter er dyre, men en gang imellem har vi brug for det eksterne perspektiv. Det har også været vigtigt for politikerne, og det er faktisk noget, de bestilte, før jeg tiltrådte i kommunen,« siger Heebøll.

Hun understreger, at de næste skridt afhænger af politiske drøftelser.

»Det tager tid, og vi har nogle rigtig gode drøftelser om, hvad vi skal have kigget på. Det er rigtig godt, at vi har de drøftelser,« siger hun.

En analyse, der endnu ikke er begyndt

Ifølge aktindsigten er det altså et faktum, at den brede analyse, som politikerne ofte taler om, ikke er sat i gang. Det indledende samarbejde med Komponent er afsluttet, og kommunen befinder sig i en venteposition, hvor de politiske drøftelser skal afgøre, hvordan en ny proces tilrettelægges.

Eller som Karen Heebøll udtrykker det: »Det er dér, vi er nu.«