SAMFUNDSANALYSE: Samfundsfagligt har man i mange år støttet sig til blandt andet institutionel teori i søgningen på en forklaringskraft, hvordan og hvorfor der over tid sker de store samfundsmæssige skift og forandringer, som vi netop nu også ser konturerne af rundt om i det danske kommunallandskab i kølvandet på resultaterne af det netop overståede Kommunalvalg 2025. 100-årrige politiske magtregimer falder pludseligt sammen, med eller uden mulighed for at vende tilbage, som det var, og nye regimer i stedet opstår, som f.eks. i København, Fredericia og flere andre steder. Flere fællesmønstre går igen på tværs af geografi og demografi, og mange medier omtaler, behandler og vurderer de konkrete politiske handlinger – hvad der skete og hvordan det hele fandt sted.
I denne artikel sætter jeg et andet fokus. Gennem en udvalgt teoretisk tilgang søger jeg forklaringer på, hvorfor disse forandringer og paradigmeskift sker netop nu, og hvorfor de ikke er sket før nu? Er der tale om egentlige og holdbare paradigmeskift/regimeskift over tid? Eller fortsætter det grundlæggende institutionelle magtregime, som gennem årtier har udviklet sig, som et solidt forankret og næsten uforstyrret fundament i det danske demokrati, denne gang blot med et antal rolleskift hos nogle af de centrale politiske aktører? Vores samfundsvidenskabelige forskere kan måske giver os indblik i mulige svar herpå.
Teorien jeg har valgt at benytte til denne analyse, er udarbejdet af Professor og nobelpristager i økonomi Douglass C. North (1920 – 2015), som tager sit afsæt i sin teori om institutioner og institutionel forandring gennem formelle og uformelle institutioner, hvor han blandt meget andet taler om den såkaldte stiafhængighed. Teorien udgav han i bogen: ” Institutions, Institutional Change and Economic Performance ” (1990). Først lidt baggrund og information om teorien, inden jeg går videre med selve analysen.
Douglass C. North´s teori om stiafhængighed
Douglass C. North´s teori om stiafhængighed tager sit afsæt i teorien om institutioner og institutionel forandring gennem formelle og uformelle institutioner. Institutioner skal i denne sammenhæng opfattes som samfundets spilleregler, værdier og normer, såvel skrevne som uskrevne, formelle og uformelle, skabte og udviklede. Institutionerne sætter spillereglerne op for aktørerne (individer, grupper og organisationer) ved at fastlægge begrænsninger for aktørernes adfærd, åbne muligheder og stabe stabilitet gennem reduktion af usikkerhed.
Douglass C. North anfører blandt andet, at: ” These cultural constrains not only connect the past with the present and the future, but provide us with a key to explaining the path of historical change.”[1]
Vi er hermed midt i det Christensen og Daugaard-Jensen i bogen ”Kontrol i det stille” kalder magtens fjerde dimension. Ved en sammenkædning af fortid, nutid og fremtid fremhæver Douglass C. North historiens betydning i forståelsen af nutiden og muligheder for fremtiden: ”History matters”[2]. I sit opgør mod den traditionelle, meget rationelle teoritilgang i et modernistisk perspektiv (f.eks. ”Rational Choice” tilgangen) sætter Douglass C. North bl.a. fokus på aktørernes motivation og relationerne mellem omverdenens kompleksitet og aktørernes subjektive opfattelse heraf i forsøget på at forklare eksistensen af institutioner og deres natur. Her ses også sammenhængen eller i hvert fald en mulig anknytning til Ralph D. Staceys teori om Komplekse Responsive Processer.
Teorien om stiafhængighed dannes netop i sammenkædning af fortid, nutid og fremtid, og den opstår – efter Douglass C. Norths opfattelse – når bestemte udviklingsforløb er etableret med en bestemt retning for en specifik institution, og at dette udviklingsforløb næsten er umuligt at ændre eller stoppe.
Stiafhængigheden består af tre faser, som illustreret i nedenstående figur: 1) Kontingent-fasen, hvor der fortsat er åbne muligheder og alternativer, 2) Formativ-fasen, hvor der skabes en såkaldt ”lock in” og 3) Stiafhængighedsfasen, hvor stiafhængigheden er vel etableret, men fortsat udvikles og tilpasses løbende byggende på etablerede mønstre.

Stiafhængigheden siges bl.a. at være etableret, når modstand mod forandring når en kritisk værdi. Stiafhængigheden cementeres yderligere, når omkostninger ved ønske om eventuelle ”sporskifter” bliver for høje, når den valgte sti fortsat giver positivt respons og resultater, ligesom de etablerede institutioner, organisationer og interesser i deres egenudvikling anknyttes den pågældende stiafhængighed. Men her er det også vigtigt at pege på, at selv små sprækker og måske tilfældige ændringer i en tidlig fase kan have langsigtede konsekvenser for udviklingen og en påbegyndende nedbrydning af stiafhængigheden.
Analysen
Når man udefra ser ind på kommunalvalget i Fredericia 2025, kan resultatet synes dramatisk: I en kommune, der i årtier – ja i over 100 år – har været en udpræget socialdemokratisk højborg bortset fra en kort periode i 2010-2013 (hvor partiet Venstre havde borgmesterkæden) vælger borgerne at give Venstre og den borgerlige fløj et afgørende mandatforspring på 12 – 9, hvorved Venstre generobrer borgmesterkæden endog med støtte fra SF og Enhedslisten.
Men hvis man betragter denne udviklingen i lyset af den amerikanske økonom Douglass C. Norths teori, og lægger denne teori ned over empirien, så bliver billedet et andet. Så ser man ikke et brat politisk jordskælv, men et langsomt opbygget tryk, der over tid har ændret de institutionelle forudsætninger for, hvordan magt udøves i byen.
Norths hovedpointe er, at samfund og politiske systemer ikke primært formes af valgkampens slogans eller øjeblikkets stemninger. De formes af institutioner – både de formelle regler, love og procedurer og de uformelle normer, forventninger og vaner, som gennemsyrer den politiske kultur. Disse institutioner skaber incitamenter, der styrer aktørers adfærd. Og vigtigst af alt: De er historisk skabte. Når først et samfund bevæger sig ind i et bestemt spor, kan det være overraskende svært at ændre retning.
Set i det lys er kommunalvalget i Fredericia ikke bare en politisk begivenhed. Det er måske afslutningen på et historisk spor, som rækker tilbage gennem årtier.
Den lange arv: Når én politisk blok præger institutionerne
Fredericia var i mange år næsten synonym med Socialdemokratiet. Efter en overbevisende generobring af borgmesterkæden i 2013 med Jacob Bjerregaard som borgmesterkandidat, så fulgte partiet det op med at opnå et absolut flertal på 54,3 procent af stemmerne ved valget i 2017. Det gav en politisk dominans, hvor borgmesterkæden nærmest igen var indlejret som en institutionel arv. I 2021 genvandt Socialdemokratiet borgmesterstolen om end knebent, hvilket jeg vender tilbage til.
Og netop her kommer Norths begreb stiafhængighed ind i billedet. Når et parti og en blok sidder tungt på magten i så mange år, skaber de et politisk og administrativt økosystem, hvor aktørerne lærer at navigere efter den dominerende logik. Lokale foreninger, virksomheder, embedsværk, medier og interessegrupper retter sig ind efter den magtstruktur, som de facto bestemmer spillereglerne. Nye aktører – uanset politisk farve – møder ikke bare modstand fra vælgere, men fra selve den institutionaliserede virkelighed.
North ville sige, at institutionerne i Fredericia igennem årtier udviklede et sæt uformelle normer, der understøttede fortsat socialdemokratisk dominans. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi historien havde formet, hvad man “normalt” gjorde i byens politiske og administrative liv.
Succesens sårbarhed: Når intern kontrol svækkes
Men den slags dominans har en bagside. Når magten er forudsigelig, udfordres magthaveren sjældent. Der opstår let en kultur, hvor kontrolmekanismer bliver slørede, og hvor netværk mellem politikere, embedsmænd og eksterne aktører vokser sammen på måder, der kan føre til uigennemsigtighed og forvaltning, der skrider.
Netop dét kulminerede i Fredericia i 2020 med sagen om og mod den afgåede borgmester. Selvom der juridisk ikke blev konstateret strafbare forhold, blev den politiske skade betydelig. For mange borgere stod sagen tilbage som billedet på et system, hvor grænserne mellem magt, netværk og privatliv var blevet uklare. Man talte om “systemproblemer”, og flere topchefer i kommunen blev hjemsendt, mens tilliden blødte ud.
North ville kalde det et kritisk konjunkturpunkt: Et tidspunkt, hvor et ellers robust spor begynder at slå revner, fordi vælgernes og institutionernes tillid til de gamle incitamentsstrukturer svækkes.

Valget 2021: Et advarselsflag – men ikke et sporbrud
Alligevel skete der ikke et egentligt magtskifte i 2021. Socialdemokratiet faldt dramatisk i stemmetal og mandater, men beholdt borgmesterkæden med opbakning fra SF og Enhedslisten.
North ville tolke det som et klassisk udtryk for stiafhængighed: Selv når systemet udfordres, forsøger aktørerne først at reparere det inden for det eksisterende spor. Vælgerne flyttede sig rundt internt i rød blok, men forlod ikke selve bloklogikken.
Det siger noget om den politiske identitet i Fredericia. I mange år har store dele af befolkningen identificeret sig med en socialdemokratisk selvforståelse, der gik ud over partipolitik. Den kunne ikke bare afskrives som et resultat af en enkelt skandale. Institutionelle spor har som bekendt lange skygger.
2025: Når flere udviklingslinjer krydser hinanden
Valget i 2025 blev et tydeligt vendepunkt. Det skyldtes ikke én faktor, men en kombination af flere historiske og aktuelle bevægelser, hvoraf fire her bør fremhæves:
1. Den fortsatte erosion af den socialdemokratiske identitet og mulige genrejsning
Faldet fra 54,3 procent (13 mandater) i 2017 til 37,3 % (9 mandater) i 2021 og ned til 23,7 % (5 mandater) i 2025 er næsten uden sidestykke i nyere dansk kommunalhistorie. Det er ikke blot en reaktion på skandalesagerne, men måske også på en langsigtet ændring i vælgerbasen: Flere unge, flere pendlere, flere tilflyttere – og færre, der har rod i den gamle industriby-identitet, som tidligere bar Socialdemokratiet.
Dertil kom indgåelsen af de to alternative budgetforlig for 2025 og 2026, der gik uden om Socialdemokratiet. Budgetforlig der på en forunderlig måde forhåndstrykprøvede samarbejdet mellem hovedparten af de partier, som netop har indgået den nu foreliggende konstitueringsaftale for 2026-2029. I erkendelsen af den fejlslagne budgetforligsstrategi for 2025 og 2026 har socialdemokratiet valgt at gå konstruktivt ind i forhandlingerne om den foreliggende konstitueringsaftale for 2026-2029. Dermed har socialdemokratiet til en vis grad begrænset sit magtpolitiske tab og dermed skabt en politisk platform, hvorfra partiet har mulighed for at søge genrejsning frem mod valget i 2029.
2. Den nationale politiske fragmentering
Liberal Alliances vækst, Danmarksdemokraternes frembrud og generel national forskydning mod en mere borgerlig eller reformorienteret profil smittede af lokalt. Vælgerne havde flere “hylder” at vælge imellem, uden at skulle forlade det nationale partisystem. North ville notere, at vælgerne valgte kendte institutioner frem for lokale alternativer.
3. Utilfredshed med styringen
Her er Norths teori særlig relevant. En kommune er ikke kun en politisk arena, men en administrativ institution. Når borgernes forventninger om transparens, fairness og effektiv forvaltning udfordres, ændrer det incitamenterne for, hvem de mener bør lede kommunen. Tillidskriser er ifølge North ofte startskuddet til sporændringer. Flere kunne her nævnes.
4. Venstres positionering som “det ansvarlige alternativ”
Venstre i Fredericia har gennem flere valg arbejdet på at fremstå som en stabil, fornyende kraft – ikke som et protestparti, men som et troværdigt bud på et nyt systemspor. Det gjorde det lettere for vælgerne at foretage et skifte, der ikke føltes som et spring ud i det ukendte.
Resultatet blev ikke blot et blåt flertal, men et endnu bredere flertal, hvori SF og Enhedslisten også var indflydelsesrige medskabere. Det blev en omkodning af, hvem der i vælgernes øjne repræsenterer den naturlige fremtidige ledelse af Fredericia.
Ved at det nu borgmesterbærende parti Venstre i konstitueringsaftalen for 2026-2029 også fik socialdemokratiet medinddraget heri betyder to ting.
- For det første foreligger der nu en meget bred konstitueringsaftale med 19 ud af de 21 medlemmer af byrådet, hvor kun Det Konservative Folkeparti med sine to mandater står uden for. Det skaber et stærkt fundament for en mere rolig og politisk stabil udvikling af Fredericia i den kommende valgperiode.
- For det andet betyder det, at det borgmesterbærende parti, Venstre har en langt bedre mulighed for at holde sig informeret om og udøve indflydelse på, hvad der rør sig hos de potentielt kommen politiske modstandere og udfordrere ved næste kommunalvalg.
Et nyt spor – eller blot nye aktører i det gamle?
Men her er Norths mest udfordrende pointe: Et politisk magtskifte er ikke nødvendigvis et institutionelt magtskifte.
Det kræver mere end nye navne på rådhuset at ændre de dybe normer og styringskulturer, som er blevet indlejret over årtier. Hvis den administrative kultur, netværksstrukturerne, samarbejdsformerne og beslutningsprocesserne fortsætter uændret, kan man ende i en situation, hvor “nye” politikere blot opererer inden for de samme begrænsninger og logikker som deres forgængere.
North ville spørge: Er Fredericia virkelig gået ind i et nyt spor – eller blot ind i en variation af det gamle?
Svaret afhænger af, hvad der sker i årene efter valget. North peger på, at for at skabe et egentligt sporbrud, skal der ske følgende ændringer:
- Transparens: Øget offentlig adgang til beslutningsgrundlag, klare procedurer, færre lukkede processer.
- Administrativ styring: Øget uafhængighed, faglighed og færre personlige netværk som styrende mekanisme.
- Politiske samarbejder: Mindre blokpolitik, mere horisontalt samarbejde (som er set i forbindelse med de seneste to budgetforlig og den netop indgåede konstitueringsaftale) – især i en kommune, hvor borgmesterens mandatflertal ikke er overvældende.
- Forventningsstyring og borgerdialog: Øget tillid der bygges ikke op af valgløfter, men af konkrete og konsistente handlinger.
Hvis de nye magthavere lykkes med at ændre disse incitamentsstrukturer, kan Fredericia træde ind i et nyt institutionelt spor. Den netop indgåede konstitueringsaftale synes at pege i den retning. Hvis ikke det sker, vil historien vise, at 2025 blot blev et skifte i bemanding, ikke et skifte af systemet.
North får det sidste ord
Hvis Douglass C. North havde betragtet Fredericia i dag, ville han sandsynligvis sige, at byen står på tærsklen til noget vigtigt. Ikke fordi farverne på rådhuset er skiftet, men fordi de underliggende institutionelle forudsætninger – borgernes tillid, administrative rutiner, politiske netværk – har været og er i bevægelse.
Men North ville også advare: Intet spor forlader man uden at slæbe dele af det gamle med sig. Historien hænger ved. Normer kan tage tid at ændre, men det behøver det ikke.
Afrunding
Selvom institutioner kan være mere genstridige end selv stærkeste politiske viljer, så bør modet til at ville Fredericia det allerbedste slå igennem hos alle involverede parter, ja os alle, der elsker Fredericia.
Spørgsmålet er derfor ikke kun om, hvem der styrer Fredericia efter 2025. Spørgsmålet er også om, hvordan de styrer Fredericia gennem de næste fire år. Det er dér, det egentlige sporbrud – eller den egentlige gentagelse – kommer til at udspille sig. Og det bliver spændende at følge.
Anvendelsen af Douglass C. Norths institutionelle teori om stiafhængighed er blot af mange mulige analyseperspektiver, der kan give os en forklaringskraft på konsekvenserne af det netop opståede kommunalvalg. Andre teori- og analyseperspektiver vil kunne give os andre indsigter og indblik i mulige svar på spørgsmålet om et mulig paradigmeskift også i Fredericia. Her kunne bl.a. nævnes Malcolm Gladwells tanker og forfatterskab om ”The tipping Point” og ”The Outliers” eller Karl E. Weicks teori om meningsskabelse, som gode alternativer. Det vender jeg tilbage til i senere samfundsanalyser.
[1] North, Douglass C. (1990), p. 6.
[2] North, Douglass C. (1990), p vii.











