Den nye køreplan, som DSB iværksatte 15. december, giver færre afgange i Lunderskov, og det skaber ifølge Iben Lehmann Rasmussen, byrådsmedlem for SF i Kolding Kommune, problemer for kommunens ansattes mulighed for at passe deres arbejde.
Hun har derfor fået sin kollega i Folketinget, Karina Lorentzen, til at rejse sagen hos transportministeren:
– Det er rigtigt skidt for et samfund som Lunderskov. Det er jo en svækkelse af en by, som jeg er overbevist om, at folk også vælger at bosætte sig i, fordi der er gode togforbindelser til arbejdspladser i vores region, forklarer hun.
Karina Lorentzen, der også er sit partis landdistriktsordfører, er enig, og hun har nu afsendt et par spørgsmål til transportministeren om sagen.
– Sådan noget er jo med til at sabotere en by, der skal tiltrække flere bosættere. Og det tvinger jo folk til at anskaffe en bil eller bil nummer to, for at det hænger sammen. Det giver jo ikke mening, når skinnerne er der. Det har jeg bedt om en forklaring på, for det er dårlig landdistriktspolitik, siger Karina Lorentzen.
Ansatte i Kolding Kommune har derfor nu dannet en pendlerklub for at prøve at påvirke situationen.
De tre spørgsmål til ministeren er:
Ministeren bedes redegøre for, hvorfor Lunderskov har fået forringet sin togbetjening med den nye køreplan, al den stund, at byen har 3.000 indbyggere, og at denne netop er en vigtig pendlerstation for job til byer i Sydjylland?
Ministeren bedes redegøre for, om det er god landdistriktspolitik, at togafgangene forringes for Lunderskov, således at flere af Kolding Kommunes medarbejdere nu har fået problemer med at møde rettidigt på arbejde?