OPINION. SF har netop lanceret forslag, der skal gøre noget ved den stigende børnefattigdom, vi er vidne til i Danmark. Børnefattigdom er når helt almindelige børn vokser op i familier hvor pengene er så små, at helt almindelige nødvendigheder ikke er mulige. Tidligere har en undersøgelse vist, at Fredericia er en af de kommuner i Jylland, hvor flest børn vokser op i fattige familier.
Konkret foreslår SF nogle meget grundlæggende initiativer til samlet 2,5 milliarder kroner, der gerne skulle hjælpe de mest økonomisk pressede familier. Nogle af initiativerne har vi allerede indført i Fredericia. Blandt andet gratis kollektiv trafik.
De konkrete forslag er følgende
• Midlertidig måltidscheck på 6.000 kr. pr. barn til familier med husstandsindkomst under 500.000 kr.
• En fattigdomslov med officiel fattigdomsgrænse, handleplan og mål om at halvere børnefattigdom.
• Rettighedspakke til 75.000 børn, der indebærer straks-friplads i SFO samt fritidspas, så børn fra familier ramt af relativ fattigdom kan gå til sport, spejder, musikskole m.m.
• Gratis offentlig transport
SF er et økonomisk ansvarligt parti og har derfor også fundet finansiering af forslagene.
Den midlertidige måltidscheck skal finansieres via en udskydelse af de topskattelettelser, som regeringen har vedtaget. Det drejer sig om 1,95 milliarder kroner. De sidste midler findes i råderummet samt ved at afskaffe boligstøtte ved forældrekøb. Har dine forældre råd til at købe en lejlighed til dig som ung, så skal du altså ikke have boligstøtte.
Det er bekymrende at uligheden vokser i samfundet og for mig som SF’er er det en bekymrende udvikling vi er nødt til at gøre noget ved. Derfor er jeg også glad for de forslag vi i SF netop har stillet, da de viser en solidarisk vej for samfundet.