POLITIK. Når kalenderen viser fredag den 16. maj 2025, skulle danskerne have fejret Store Bededag. Det satte regeringen en stopper for for to år siden – et politisk valg, som SF ikke har glemt. For at minde fredericianerne om fridagen og dens betydning, står SF Fredericia derfor klar foran Rådhuset lørdag den 17. maj klokken 10.00 med 250 »trøstehveder«.

»Regeringen fjernede Store Bededag med den begrundelse, at Danmark manglede penge. Historien har vist, at det ikke var sandt,« siger Malene Søgaard-Andersen, spidskandidat for SF Fredericia, og fortsætter:

»For os i SF var afskaffelsen af Store Bededag et alvorligt svigt af den danske aftalemodel og noget, der går stik imod vores vision om et samfund med mere balance. Vi lever i en tid med jag og stress, og derfor er fridage med plads til pauser og tid med familie og venner vigtige.«

SF vil med uddelingen af hveder også sende en tak til de partier og fagforeninger, der kæmpede lønmodtagernes sag, da Store Bededag blev afskaffet.

»Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne svigtede den danske aftalemodel dengang. Det var skammeligt og burde aldrig være sket,« siger Malene Søgaard-Andersen.

Fredericianerne kan ud over Malene Søgaard-Andersen også møde SF’s øvrige topkandidater til det kommende byrådsvalg, Ole Olsen, Lars Olesen og Jan Filbært.