Her kommer den barske sandhed. ”Take it or leave it”.

Socialdemokratiet er på vej ned, men det betyder ikke, at blå blok automatisk er på vej op. Hvis blå blok skal vinde Fredericia, kræver det mere end bare kritik af fortidens skandaler og borgmesterens manglende retning. Det kræver samarbejde, fælles vilje og en plan. 

• 1. Drop fnidder, vis disciplin
Fredericia har haft nok fløjkrige og personopgør. Hvis blå blok skal vinde, skal de fremstå som voksne i lokalet. Det kalder på professionel kommunikation og færre “de sagde i går” dramaer.

• 2. Præsenter fælles politik, ikke bare fælles modstand
Vælgerne stemmer ikke på dem, der kun er imod, de stemmer på dem, der har noget på hjerte. Derfor skal blå blok præsentere nogle konkrete fælles forslag, fx på ældrepleje, byudvikling og skattepolitik. 

• 3. Find én troværdig borgmesterkandidat, peg på vedkommende i god tid
Et splittet felt uden en klar kandidat er opskrift på kaos. Vælg én person, der kan samle. En både Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Danmarks Demokraterne og liste J kan stå bag. En uden for det nuværende kaos. Den bliver svær at sluge for egotripperne.

• Klarhed giver troværdighed og undgår konstitueringskaos og hold så ord.

• 4. Byg bro til SF, Enhedslisten og Radikale uden at sælge sjælen
Budgetforliget i 2024 viste, at det kan lade sig gøre. Hvis Socialdemokratiet ekskluderes igen, kan et stabilt borgerligt flertal vokse frem men kun hvis blå blok fører politik, ikke krig. Pragmatik slår polemik.

• 5. Mobilisér de frustrerede og de frie
Der er masser af vælgere, som er trætte af den gammele socialdemokratisk magtforvaltning. De er ikke nødvendigvis blå men de er åbne. Appellér til dem med liberale budskaber om frihed, ansvar og reel borgerinddragelse.

• 6. Vis vi vil noget.
Vi skal ikke kun være modstanden mod Socialdemokratiet. Vi skal være alternativet til Socialdemokratiet. Med håb. Ikke hævn, men forandring.

Er jeg, Poul Rand virkelig den eneste voksne i lokalet? Det er på tide, at vi tager os sammen, dropper fnidderet, taler med en stemme og opføre os som det ansvarlige alternativ, vi gerne vil være.