HISTORIE. Den 30. maj markerer verden International Kartoffeldag – en dag, hvor den lille knold hyldes for sin enorme betydning for fødevaresikkerhed, bæredygtighed og gastronomi globalt. Selvom kartoflen i dag virker lige så dansk som flæskestegen og rugbrødet, var det faktisk i Fredericia, at danskerne første gang blev præsenteret for kartoffeldyrkning.

Kartoflen kom til Fredericia med de reformerte franske hugenotter, der slog sig ned i byen i begyndelsen af 1700-tallet. Dengang var kartoflen dog alt andet end en populær spise hos danskerne. Den blev anset for mærkelig og fremmedartet, og det skulle tage flere årtier, før den begyndte at blive accepteret.

Fredericia spillede således en nøglerolle i introduktionen af kartoflen til Danmark, selvom dens egentlige gennembrud først kom senere. Siden da er den blevet en vigtig del af både hverdags- og festmåltider i hele landet. Kartoflen er i dag en af verdens vigtigste afgrøder med over 5.000 sorter og en produktion på omkring 350 millioner tons årligt.

I Danmark alene dyrkede vi i 2024 kartofler på mere end 65.000 hektar – et areal større end Bornholm. De danske kartofler bliver nøje overvåget af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, da læggekartofler er blandt verdens mest regulerede planter på grund af risikoen for sygdomme og skadedyr.

Kontorchef Kristine Riskær fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen understreger vigtigheden af dette arbejde:

»En af vores vigtigste opgaver i den danske kartoffelproduktion er at sikre plantesundheden, så kvaliteten af nye danske kartofler er i top. Heldigvis oplever vi kun sjældent alvorlige angreb af sygdomme og skadedyr i Danmark.«

På International Kartoffeldag opfordres alle i Fredericia og resten af landet til at sætte ekstra pris på kartoflen – hvad enten man foretrækker dem kogte med persille, sprøde fra airfryeren eller på en lækker kartoffelmad.

Så næste gang du tager en kartoffel på gaflen, kan du sende en venlig tanke til de franske hugenotter, der bragte den til Fredericia – og dermed lagde grundstenen til kartoflens danske eventyr.

Fik du set?