sydavisen.dk › Sport

Rugbylandsholdet skal rejse sig mod Tjekkiet i Erritsø

Rugbylandsholdet skal rejse sig mod Tjekkiet i Erritsø

SPORT. En weekend efter nederlaget til Malta får det danske rugbylandshold en ny chance på hjemmebane. Lørdag tager Danmark imod Tjekkiet på Erritsø Rugby Stadion i anden runde af Rugby Europe Trophy. Kampen begynder klokken 13.

Danmark tabte sidste lørdag 17-36 til Malta i Erritsø, selv om de danske spillere længe havde styr på kampen. Den vendte i overtiden af første halvleg, og derefter tog Malta over. Tjekkiet kommer til Fredericia efter en sejr på 31-28 ude over Sverige. Ifølge Erritsø GIF Rugby har de danske trænere og spillere nu evalueret Malta-kampen og fokuserer på opgøret mod Tjekkiet.

To tidligere Erritsø-spillere er igen med i den danske trup. Det er de to forwards Jeppe Holm og Nils Hagen, som dermed spiller landskamp på kendt grund.

Det er femte gang på to år, at Erritsø Rugby Stadion er vært for en landskamp. Det kræver hver gang en dispensation fra Rugby Europe, for stadionet har endnu ikke de 500 siddepladser og det elektriske lys, som det europæiske forbund kræver. Klubbens medlemmer og frivillige har igen lagt et stort arbejde i at gøre klar, og for Erritsø GIF Rugby er det en stor anerkendelse at få lov til at stå for kampen.

Der er gratis adgang til kampen på Snaremosevej 67. Fanzonen åbner klokken 12, og man kan købe mad og drikke. Undervejs forklarer stadionspeaker Morten Hvid Christensen rugbyreglerne for publikum.

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på sydavisen.dk →

Læs også

Birksø holdt FC Fredericia i live, men de sidste 30 til 40 meter mangledePolitikerne sætter sig i kørestolene til DM i kørestolsrugbySander stillede sig i målet for at slippe for at løbe: Det viste sig at være en ganske god beslutningKaya Jørgensen fra FHK er udtaget til U17-landsholdet