KUNST. Når Kolding Kommune i weekenden den 25. og 26. oktober afholder Åbne Atelierdage, bliver det med det største program nogensinde. Hele 58 kunstnere og kunsthåndværkere fordelt på 38 lokationer rundt i kommunen åbner dørene og byder publikum indenfor i deres kreative rum.
Arrangementet afholdes i år for ottende gang, og det har gennem årene udviklet sig til en stærk tradition og et samlingspunkt for byens kunst- og kulturliv. Interessen har været støt stigende, og 2025 markerer altså et rekordår for deltagelsen.
»Det er virkelig glædeligt at se, hvordan interessen for Åbne Atelierdage vokser år for år. Vi har et mangfoldigt og aktivt kunstmiljø i Kolding, og den udvikling afspejler sig tydeligt i årets rekordstore deltagelse,« siger Ole Rosengreen Martensen (V), formand for Kulturudvalget.
Han glæder sig over, at både etablerede og nye kunstnere deltager i årets program.
»Både nye og etablerede kunstnere åbner dørene, og det giver borgerne en unik mulighed for at møde kunsten dér, hvor den bliver til – og for at opdage lokale talenter, de måske ikke kendte til i forvejen,« tilføjer han.
Åbne Atelierdage giver besøgende mulighed for at få et sjældent indblik i arbejdet bag de færdige værker. Rundt omkring i kommunen kan man gå på opdagelse i værksteder, gallerier og udstillingsrum, hvor kunstnerne står klar til at fortælle om processen bag malerier, keramik, skulpturer, tekstildesign og meget mere.
Publikum bestemmer selv ruten og tempoet. Mange steder vil der være mulighed for at få en snak med kunstnerne, se arbejdet på nært hold – og måske nyde en kop kaffe eller et glas bobler undervejs.
Åbne Atelierdage er gratis at besøge og finder sted begge dage fra klokken 10 til 17.
FAKTA
Åbne Atelierdage 2025
25.–26. oktober
Kl. 10.00–17.00 begge dage
58 kunstnere og kunsthåndværkere
38 lokationer i Kolding Kommune
Gratis adgang